Berlin, 18/08/2024 - 21:28
Tysk venstrefløjsparti kæmper for livet efter profils exit
Først erkendte ledelsen, at Die Linke står i en "eksistentiel" krise. Så opgav formandsduo at søge genvalg.
Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Det stærkt venstreorienterede tyske parti Die Linke, som har rødder tilbage til det kommunistiske statsparti i DDR, skal have ny formandsduo.
Partiet selv har anerkendt, at det står i en "eksistentiel" krise, og søndag siger Die Linkes to formænd, Janine Wissler og Martin Schirdewan, at de ikke genopstiller, når der er kongres til oktober.
- Jeg indser, at der er et ønske i dele af partiet om en frisk start, hvad angår personalet, siger Wissler.
Partiet, som længe har været præget af interne stridigheder, endte i junis EU-parlamentsvalg under tre procent.
I 2021 lykkedes det akkurat at komme ind i Forbundsdagen.
Men da den populære politiker Sahra Wagenknecht sidste år forlod partiet for at danne sit eget parti - Sahra Wagenknecht-Alliancen (BSW) - tog hun ni parlamentsmedlemmer med sig. Det sendte Die Linke yderligere ud i krise.
BSW klarede det endda bedre end Die Linke ved det nylige EU-valg.
Og målinger peger på, at Die Linke vil ende bag BSW, når der er valg i tre delstater i det østlige Tyskland næste måned.
Lørdag erkendte partiledelsen i en udtalelse forud for kongressen i oktober, at partiet "uomtvisteligt står i en farlig situation, som udgør en eksistentiel trussel".
Partiet har "brug for nye perspektiver og lidenskab" for at skabe den "nødvendige fornyelse", siger Schirdewan søndag.
Janine Wissler har været medformand i Die Linke siden 2021, og Schirdewan blev en del af formandsduoen et år senere.
Wagenknecht havde blandt andet været i stridigheder med ledende partimedlemmer om sin hårde kurs over for immigration. Hun ønsker også, at Tyskland stopper med at sende våben til Ukraine.
Analytikere siger, at Sahra Wagenknecht-Alliancen lægger sig et helt nyt sted i tysk politik og forsøger at høste stemmer hos venstrefløjen og den yderste højrefløj på én gang ved både at være immigrations- og systemkritisk.
/ritzau/AFP