København, 21/05/2026 - 19:01
Ambassadør om Grønland: Trump har taget brug af magt af bordet
Tidligere har præsident Donald Trump ikke villet afvise at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland.
Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
- Præsidenten har taget brugen af magt af bordet. Fremtiden for Grønland er noget, grønlænderne selv skal beslutte.
Sådan siger USA's ambassadør til Danmark, Ken Howery, under åbningen af et nyt amerikansk konsulat i Nuuk torsdag aften.
Det skriver de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq, der er til stede.
Meldingen fra ambassadøren faldt som svar på spørgsmål fra de grønlandske medier om, hvorvidt USA stadig vil overtage Grønland.
Tidligere har USA's præsident, Donald Trump, ikke villet afvise at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland.
Det har vakt opsigt, fordi Danmark, Grønland og USA i årtier har været allierede.
Det har ført til, at forholdet mellem USA og Kongeriget Danmark i en periode var særdeles anspændt, og det vakte opsigt internationalt, hvor både EU og medlemslande bakkede op om Danmark og Grønland.
KNR skriver, at der er en blandet stemning blandt gæsterne ved indvielsen af konsulatet. Mediet tilføjer, at åbningen sker uden deltagelse fra medlemmer af Naalakkersuisut, som er den grønlandske regering.
Hidtil har stormagten holdt til i et hus på havnen i Nuuk, men torsdag åbner konsulatet med tre etager og 3000 kvadratmeter i centrum af hovedstaden.
/ritzau/




