København, 29/06/2025 - 14:44
Fordobling af præmiepenge vil give Uefa blodrødt EM-minus
Uefa forventer et minus på 150-186 millioner kroner for kvindernes EM-slutrunde, men "gør det rigtige".
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når Europas bedste landshold i kvindefodbold de kommende uger skal dyste om EM-trofæet, bliver det en dårlig forretning for arrangøren, Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Forbundet har meldt ud, at man forventer et minus på 150-186 millioner kroner for EM-slutrunden. Men det er præcis, som det skal være ifølge Uefas direktør for kvindefodbold Nadine Kessler.
- Vi investerer mere, selv om vi ikke tjener penge på EM, fordi det slet og ret er det rigtige at gøre, siger hun på en pressemøde forud for slutrunden ifølge The Athletic.
- Vi gør store fremskridt, fordi vi ved, hvor vigtige præmiepengene er - både for offentlighedens opmærksomhed og for udviklingen af sporten.
Og det er netop øgede præmiepenge, som har ført til de blodrøde forventninger til økonomien i slutrunden.
Præmiepuljen til slutrunden lyder på 306 millioner kroner, hvilket er mere end dobbelt så meget som ved EM i 2022. Og fem gange mere end ved slutrunden i 2017.
Dermed svarer stigningen i præmiepenge siden seneste slutrunde til omtrent det minus, Uefa forventer.
Samtidig er der også sket en stigning i kompensationen til klubberne for at frigive spillerne til landsholdstjeneste. Det beløber sig denne sommer til omkring 67 millioner kroner.
Beløbene er dog stadig milevidt fra dem, som uddeles i forbindelse med mændenes slutrunder.
Sidste sommers slutrunde i Tyskland kostede Uefa omkring 2,5 milliarder kroner samlet i præmie- og kompensationspenge. Til gengæld havde forbundet også en omsætning på 18 milliarder kroner på slutrunden.
Kvindernes EM-slutrunde sparkes i gang 2. juli. Der er finale 27. juli.
De danske kvinder er i gruppe med Sverige, Tyskland og Polen.
/ritzau/