Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2022 - 05:30

Regioner og kommuner vil have sundhedsreform nu

Statsministeren skal i hasteforespørgsel om en sundhedsreform, som der ifølge parter er akut behov for.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere ældre kommer til at betyde, at flere får brug for sundhedsvæsnet. Men antallet af ældre er allerede steget. Og stigningen vil accelerere de kommende år.

Derfor er behovet for en reform af sundhedsvæsnet akut.

Det siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), før statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen onsdag skal stå på mål for, at et udspil til en sundhedsreform igen er blevet udskudt.

Hun er indkaldt til hasteforespørgsel af oppositionspartierne.

- Vi står midt i den udvikling, som også presser os i fremtiden. Nogle gange, når vi taler om demografi og sygdomsmønster, lyder det som noget, der ændrer sig i fremtiden. Vi står midt i det nu, siger Stephanie Lose.

I statsminister Mette Frederiksens nytårstale 1. januar blev et udspil til en sundhedsreform udskudt på ubestemt tid.

Hun sagde, at tiden ikke er til at "gennemføre store forandringer i sundhedsvæsenet", når "vi står midt i en svær pandemi".

Så snart det er muligt, vil regeringen komme med et udspil, uddybede hun. Hun kom dog ikke ind på hvornår.

- Det er en fejlslutning at sige, at fordi der er rigtig travlt ude i sundhedsvæsnet nu, så kan man ikke lave noget på Christiansborg og i regeringen. Det er helt forkert, siger Stephanie Lose.

- Det er nu, de skal lave noget, så kan vi give os i kast med implementeringen, når corona forhåbentlig slipper sit tag igen.

Hos Kommunernes Landsforening har formand Jacob Bundsgaard (S), som deler partibogstav med regeringen, forståelse for, at corona har trukket hårde veksler på nogle af de centrale kræfter i Sundhedsministeriet.

- Det skal man have respekt for, men vi kan også se, at coronakrisen har sat forstørrelsesglas på nogle af de udfordringer, der er i vores sundhedsvæsen, siger Jacob Bundsgaard.

- Det gør det endnu vigtigere, at vi kommer i gang med at løse nogle af de udfordringer, der er. Vi vurderer fra vores side, at vi kan kaste os ind i det her arbejde nu.

Der har længe været talt om behovet for en reform af sundhedsvæsnet.

I forrige valgperiode var det V-regeringen, der fik kritik for ikke at levere på en lovet sundhedsreform. Gang på gang blev den udskudt.

Kort før valget i 2019 lykkedes det dog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med opbakning fra Dansk Folkeparti at lave en sundhedsaftale, som blandt andet skulle nedlægge regionerne.

Aftalen blev dog ikke til noget, fordi der efter valget ikke længere var flertal.

I slutningen af oktober fremlagde S-regeringen udspillet "Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling", som er en del af det samlede sundhedsudspil.

I udspillet lægger regeringen blandt andet op til at oprette op til 20 nærhospitaler og etablere 5-10 nye akutberedskaber.

/ritzau/

København, 21/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Sebastian Jessen

* Sebastian Jessen blev født i Gladsaxe, 17. juli 1986.

* Han er autodidakt skuespiller og fik sin første teaterrolle som 10-årig.

* Han har blandt andet spillet med i tv-serien "Sygeplejeskolen" samt film som "Den skaldede frisør" og "Toscana" og Anja og Viktor-serien.

* Han er bror til skuespilleren Andreas Jessen.

Kilder: IMDB, Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2025 - 08:00

Julekalenderskurk: Jeg er en kærlig far

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Sebastian Jessen gør det modsatte af, hvad han lærte af sin far, når han spiller skurken, Holger, i årets TV 2-julekalender.

Det kan volde selv den bedste far problemer at balancere arbejdet med privatlivet - især, når man pønser på at få magten over naturens magiske kræfter.

Sådan forholder det sig for skuespiller Sebastian Jessens skurkekarakter, Holger, i dette års TV 2-julekalender, "Valdes jul - vintermiraklet".

Holger er en succesfuld opdagelsesrejsende og forfatter, og datteren, Celine, lider under farens travle arbejdsliv.

Sebastian Jessen, der har medvirket i en lang række film og tv-serier, har selv et stort fokus på at være en tilstedeværende far.

- Jeg tror, jeg er en kærlig far. Det bilder jeg mig ind i hvert fald. Det betyder meget for mig.

- Når jeg ikke har arbejde, så er jeg meget hjemme og står for at hente og aflevere børnene, fortæller den 39-årige julekalenderstjerne, der har to sønner på henholdsvis 11 og seks år.

Inspirationen og evnen til at være en god forælder har Sebastian Jessen blandt andet fra sin egen far.

- Han var en super sød, behagelig og kærlig far, der ikke var bange for at give kys og kram og sige, at han elskede en. Det ligger ikke fjernt for mig også at give det til mine drenge, fortæller skuespilleren, der ud over sine tv-optrædener også er kendt fra film i Anja og Viktor-serien, "Toscana" og "Den skaldede frisør".

Karakteren Holger har en endnu mørkere side end blot at være en fraværende far - han forsøger blandt andet at kontrollere naturens kræfter ved at fange skovens magiske væsner.

Men spørger man Sebastian Jessen, er Holger mere nuanceret end den gængse julekalenderskurk.

- Han er ikke klassisk ond, vil jeg mene. Jeg synes, jeg har prøvet at vise nogle bløde og medmenneskelige sider også.

Julekalenderstjernen har måttet tage en snak med sine sønner, så de var klar til opmærksomheden i december.

- Jeg har prøvet at forberede dem på det her over noget tid. Prøvet at sige til dem, at det godt kan være, at de vil opleve, at deres venner vil kigge lidt underligt på far, når jeg afleverer dem, og at der måske vil være nogle spørgsmål, fortæller han.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/12/2025 - 11:01

FAKTA: Alternativer til nytårsbordet

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken.

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer.

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent.

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 19/12/2025 - 08:00

FAKTA: Ulykker ved nytåret 2024-2025

* I nytårsdøgnene 31. december 2024 og 1. januar 2025 kom 209 personer i hele landet i akut behandling for skader forårsaget af fyrværkeri. Af dem var 42 alvorligt tilskadekomne, og én person mistede livet.

* Lovligt fyrværkeri stod for knap 90 procent af skaderne. 59 personer blev skadet af batterier, 47 af raketter og 30 af bomberør, mens 13 personer kom til skade ved brug af ulovligt fyrværkeri som kanonslag, strygere og luftbomber. Resten er blandt andet heksehyl, romerlys og indendørs fyrværkeri.

* Tre ud af ti af de tilskadekomne havde sikkerhedsbriller på.

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH Odense Universitetshospital, 2025.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek