København, 01/08/2026 - 22:11
Alle om bord på turistfly meldes døde efter flystyrt i Peru
Det står endnu ikke klart, hvor de turister, der lørdag er døde i et flystyrt i Peru, kommer fra.
Af: /ritzau/
Et turistfly med 13 personer om bord er styrtet i det sydlige Peru, og samtlige om bord meldes dræbt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det lokale politi er der tale om et mindre fly. TVPeru beskriver, at flyet havde 11 passagerer og to piloter om bord.
Nationaliteten på passagererne kendes endnu ikke.
Ifølge nyhedsbureauet styrtede flyet ned på en tur for at se de berømte Nazcalinjer i den peruanske ørken.
Linjerne er en af Perus største turistattraktioner. Det er geometriske linjer og dyrefigurer, der dannes ved, at det øverste sandlag i ørkenen blev fjernet for mere end 1000 år siden.
Nazcalinjerne forestiller blandt andet en kolibri, en abe, en edderkop, en pelikan og en hval.
Figurerne menes blandt andet at have haft en rituel betydning. I dag er de en del af Unescos verdensarvsliste.
De fleste af dem er kun synlige fra luften.
RITZAU




