Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kongens Lyngby, 22/04/2026 - 20:47

Moderaterne kan igen blive del af centralt forlig

Det var centralt for Løkke at få lov at indtræde i forlig, før forhandlinger om at danne regering fortsættes.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Moderaterne har fået en bekræftelse af, at partiet kan være en del af det centrale velfærdsforlig og ser frem til yderligere forhandlinger mandag.

Det siger formand Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde på Marienborg onsdag, som efter knap to uger er partiets første officielle forhandlingsmøde med statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg har fået et ubetinget tilsagn uden forbehold om, at Socialdemokratiet - når der er dannet en regering - vil byde Moderaterne velkommen i forligskredsen, siger Løkke.

Han vil nu bruge de kommende dage på at kontakte de andre partier i forliget for at få dem til at give samme tilsagn.

Venstre og De Konservative lækkede tirsdag detaljer fra forhandlingerne.

Ifølge deres udlægning havde Socialdemokratiet opsagt forliget, og de ville derfor allerede nu genbekræfte det centrale forlig, som sikrer, at borgerne arbejder længere i takt med, at levealderen stiger.

Men ifølge Socialdemokratiet ville partiet genbekræfte forliget efter regeringsdannelsen.

Moderaterne har tiltrådt forligt, da partiet gik med i SVM-regeringen i 2022, men ifølge Finansministeriet er partiet ikke længere en del af forliget, hvilket skulle være praksis i forbindelse med nye regeringsdannelser.

For Løkke var det centralt at få en aftale i hus, inden partierne kunne fortsætte forhandlingerne om at danne regering efter folketingsvalget i marts.

I løbet af onsdagen har også SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet været forbi til forhandlinger.

Hverken rød eller blå blok fik et flertal ved valget, og Moderaterne fik de afgørende mandater. Partiet er dog modstander af at danne en regering på baggrund af Enhedslistens mandater og kræver økonomiske reformer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er udpeget til forhandlingsleder efter valget 24. marts. Torsdag og fredag er hun i Cypern til uformelt EU-topmøde, så der ventes ikke yderligere forhandlinger.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek