Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/02/2024 - 08:00

Undgå at gøre dig selv og dine gæster syge med din madlavning

Må du hakke grøntsager og skære rå kylling på samme skærebræt, hvis det hele alligevel skal i samme gryde? To eksperter giver dig svaret.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Et instagramopslag fra statsminister Mette Frederiksen den 25. februar 2024 skabte i den grad debat om god køkkenhygiejne.

Her havde en smilende statsminister nemlig lagt et billede op på det sociale medie, hvor hun var i gang med at lave mad med rå kylling og hakkede løg på samme skærebræt.

Det fik flere til tasterne, som mindede om vigtigheden i at holde de to ting adskilt, mens det ifølge andre var ligegyldigt. Det skulle jo alligevel i samme gryde.

Spørger du kokkeunderviser Thomas Rønsch Toftdahl fra Hotel- og Restaurantskolen, findes det rigtige svar et sted i midten af de to lejre.

- Man må aldrig blande grøntsager og råt kød. Rent fagligt er det et no-go, og reglerne er klokkeklare, lyder det fra kokkeunderviseren.

Han tilføjer dog, at der kan være noget om snakken med, at det hele ender i samme gryde.

- Man kan godt sige, at der ikke er noget galt med at hakke løg og kylling på samme skærebræt, men så skal løgene være helt rensede for eksempelvis jord og alt muligt andet, og stykkerne skal efterfølgende kommes i en gryde og varmebehandles.

- Jeg vil dog aldrig nogensinde gøre det, heller ikke hvis det skal i samme gryde og opvarmes alligevel. Kokkeeleverne får det også banket ind fra dag ét, slår han fast.

Ifølge Thomas Rønsch Toftdahl handler det om at skabe nogle gode vaner i køkkenet, når det kommer til hygiejne.

Han peger på, at hvis du har det på rygraden at holde tingene adskilt, kommer du ikke til pludselig skabe en sundhedsrisiko for dig selv en dag, du ikke lige tænker over det.

- Det kan være svært at vide, om eventuelle jordbakterier er vasket helt væk. Hold hellere tingene adskilt, så du er på den sikre side, og du ikke får det krydskontamineret, siger han.

Og netop at holde grøntsager og kød adskilt er også noget, som Thomas Bjarnsholt, der er professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, praktiserer hjemme i sit køkken.

- Det er en god tommelfingerregel. Både når man laver mad selv, men især når man serverer mad for andre, siger han

Bakterieeksperten er enig med kokkeunderviseren i, at der som sådan ikke er noget problem i at hakke løg og kylling på samme skærebræt - så længe det opvarmes tilstrækkeligt.

- Det er, når delene bruges hver for sig, at der er et problem. Der kan være potentielle sygdomsfremkaldende bakterier i utilberedt kød, og grøntsager kan indeholde jordbakterier, siger han.

- Nogle jordbakterier er farlige for os. Nogle sporeformede af slagsen kan være sværere at komme af med igen, og det kan potentielt ende galt. Men de fleste af dem giver nok blot godt ondt i maven og diarré.

Ud over bakterier i maden skal du ifølge Thomas Bjarnsholt også være påpasselig med at have smykker og ringe på i køkkenet.

Her kan der nemlig gemme sig mange sygdomsfremkaldende bakterier.

- Vi ser det tit i madlavningsprogrammer, at deltagerne har ringe på. Tag dem hellere af, når du står i køkkenet.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek