Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Donetsk, 03/06/2026 - 07:03

Syv buspassagerer meldes dræbt under droneangreb i Donetsk

Passagerbus var på vej fra Moskva til Krimhalvøen, da den ifølge russisk-indsat leder blev ramt i droneangreb.

Alina Smutko/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Syv personer har mistet livet, efter at et ukrainsk droneangreb onsdag har ramt en bus i den russisk-kontrollerede del af den østukrainske region Donetsk.

Det skriver den russisk-indsatte leder i området, Denis Pusjilin, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

- Yderligere 11 personer har fået skader af varierende karakter, og de modtager alle den nødvendige lægehjælp, skriver han ifølge AFP.

Ifølge den russisk-indsatte leder er der tale om en passagerbus, der var på vej fra Ruslands hovedstad, Moskva, til byen Simferopol, der ligger på Krimhalvøen, som Rusland annekterede i 2014.

I marts lød det fra Pusjilin, at 17 procent af Donetsk fortsat var på ukrainske hænder. Rusland har bedt Ukraine opgive områderne, hvilket Ukraine har afvist.

Natten til onsdag har Rusland neutraliseret 354 droner. Det melder det russiske forsvarsministerium ifølge flere russiske medier.

Flere af dronerne er blevet skudt ned over regionen Leningrad, der ligger nordvest for Moskva. Det oplyser guvernøren i regionen, Aleksandr Drozdenko, onsdag.

Meldingen om droner over Leningrad kommer forud for et stort årligt økonomisk forum, der onsdag begynder i storbyen Sankt Petersborg.

Forummet, der afholdes for femte gang siden Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022, omtales ofte som "Det Russiske Davos".

Ruslands præsident, Vladimir Putin, ventes at holde forummets hovedtale fredag.

Talen vil blandt andet blive overværet af præsidenterne for Usbekistan og Tanzania, Kinas vicepræsident og Saudi-Arabiens forsvarsminister, fremgår det af det officielle program.

I Sankt Petersborg, der er Ruslands næststørste by og Putins hjemby, har dronerne midlertidigt begrænset flytrafikken i lufthavnen Polkova. Det oplyser den russiske luftfartsmyndighed Rosaviatsia på Telegram.

Russiske medier skriver, at mere end 30 flyvninger er enten forsinkede eller aflyst.

Der er blevet indført omfattende sikkerhedsforanstaltninger forud for det økonomiske forum. Det har guvernør Aleksandr Drozdenko fortalt det russiske nyhedsbureau RIA.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek