Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 15/06/2026 - 18:43

Marius Borg Høiby forbliver varetægtsfængslet

Marius Borg Høiby har flere gange anmodet om at blive løsladt for at tilbringe tid med sin meget syge mor.

Lise Aserud/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den norske kronprinsessesøn, Marius Borg Høiby, der har anket sin dom på fire års fængsel, han fik tidligere mandag, skal forblive varetægtsfængslet.

Det skriver det norske medie NRK.

Marius Borg Høiby har flere gange anmodet om at blive løsladt for at tilbringe tid sammen med sin mor, der er livstruende syg af lungefibrose og venter på en lungetransplantation, der skal redde hendes liv.

- Efter den dømmende domstols opfattelse er der en risiko for, at tiltalte vil kontakte ofrene, hvis han løslades.

Marius Borg Høiby blev mandag formiddag kendt skyldig af Oslo tingret i blandt andet to voldtægter og mishandling i nære relationer ved at have udsat sin ekskæreste for psykisk og fysisk vold.

Det er de dele af dommen, som Marius Borg Høibys anke omfatter

Den 29-årige kronprinsessesøn har siddet varetægtsfængslet siden februar.

Efter dommen blev afsagt anmodede hans forsvarere retten om, at deres klient blev løsladt fra sin varetægtsfængsling med argumentet om, at det var uudholdeligt for Marius Borg Høiby ikke at være sammen med sin familie.

Han er ifølge forsvarerne "desperat" efter at være sammen med sin mor.

Hans forsvarere lagde i anmodningen også vægt på, at Marius Borg Høiby er blevet flyttet til et andet fængsel.

- Det er ikke sikkert, at hans mor vil kunne besøge ham der, lød det.

Ifølge Marius Borg Høiby har Mette-Marit sovet de seneste gange, hun har besøgt ham i fængslet, fordi hun er så udmattet - et af symptomerne på lungefibrose. En uhelbredelig sygdom, hvor der dannes arvæv, der gør lungerne stive og dårlige til at ilte blodet.

Marius Borg Høiby var tiltalt for 40 forhold.

Anklagemyndigheden mente, at straffen skulle være på syv år og syv måneders fængsel, hvis retten fandt ham skyldig i samtlige forhold.

Oslo tingrett har frifundet ham for to af de fire voldtægter, han var sigtet for, og for to brud på tilhold.

Ifølge forsvarerne er Marius Borg Høiby "naturligvis meget tilfreds med det, vi opfatter som ganske omfattende frifindelser".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek