Washington D.C., 05/05/2025 - 04:38
Trump: Mexicos præsident er bange for narkokarteller
Mexicos præsident er så bange for narkokarteller, at hun "ikke kan tænke klart", siger Donald Trump.
Mexico Presidency/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tilbudt at sende amerikanske soldater til Mexico for at hjælpe landet i kampen mod narkohandel.
Det bekræfter han søndag om bord på Air Force One.
- Hvis Mexico ønskede hjælp til (at håndtere, red.) kartellerne, ville det være en ære at gå ind og gøre det, siger Trump.
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, sagde lørdag under en tale nær hovedstaden, Mexico City, at hun havde afslået et forslag fra Trump om netop det.
Nu bekræfter Trump altså, at det er sket.
Han bliver spurgt, om han er skuffet over, at Sheinbaum har afslået tilbuddet.
- Jeg synes, at hun er en skøn kvinde. Mexicos præsident er en skøn kvinde, men hun er så bange for kartellerne, at hun ikke kan tænke klart, siger han.
Claudia Sheinbaum sagde lørdag, at de to lande i hendes øjne godt kan samarbejde, men at Mexico aldrig vil tillade, at USA's militær har en tilstedeværelse i Mexico.
Trump har tidligere sagt, at USA vil skride til militær handling, hvis Mexico ikke lykkes med at tage magten fra narkokartellerne.
Han og Sheinbaum har i de seneste måneder talt i telefon sammen flere gange, hvor de har drøftet spørgsmål om sikkerhed, handel og immigration.
USA har indført en told på 25 procent på mexicanske varer.
Forholdet mellem de to nabolande har været anstrengt i den seneste tid. Det skyldes flere forhold, herunder Trumps negative udtalelser om migranter.
Ifølge ham er der mange mexicanere, der opholder sig ulovligt i landet.
Ifølge Trump er Mexico desuden ansvarlig for de store mængder af stoffet fentanyl, der ender i USA, og som en del amerikanere er afhængige af.
Både tilstrømningen af migranter og stoffer ligger ifølge Trump bag hans beslutning om at indføre told på 25 procent på importerede varer fra Mexico.
Tolden skal få landet til at leve op til sine løfter om at få tilstrømningen under kontrol, har han sagt.
/ritzau/