København, 09/06/2025 - 17:13
Folketinget kan søge efter forsvunden Sass-mail hvis han samtykker
Henrik Sass Larsen kan måske være behjælpelig med at kaste lys over overgrebssag, hvor han er tiltalt.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvis den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen giver tilsagn til det, kan Folketingets Administration søge i hans tidligere mails i en sag om overgreb.
Det oplyser Folketingets Administration til Ritzau i et skriftligt svar.
- Ifølge vores retningslinjer for it-beskyttelse udsøger vi kun medlemmers og tidligere medlemmers mails med deres eget udtrykkelige samtykke, eller hvis det sker på anmodning fra myndigheder, som har den nødvendige hjemmel, står der.
Henrik Sass Larsen er tiltalt for blandt andet at være i besiddelse af materiale med overgreb mod børn.
Det drejer sig om over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale.
Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje, "idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening", lyder det i anklageskriftet.
Han nægter sig skyldig i tiltalen. Sagen med Henrik Sass Larsen skal for retten i august.
Henrik Sass Larsen siger, at han for nogle år siden selv modtog materiale, der viste filmsekvenser med overgreb mod ham selv, da han var få år gammel.
Han har i et interview med B.T., der fandt sted 2. juni og varede tre timer, erkendt, at det var en "stor fejl", at han ikke kontaktede politiet og bad dem om at efterforske den påståede overgrebsvideo.
Den modtog Sass ifølge ham selv via appen Wickr i 2018. Linket i 2018 modtog Henrik Sass Larsen på sin daværende folketingsmail.
I 2021 modtog Sass ifølge ham selv igen en video. Denne gang modtog Sass angiveligt en video på Snapchat.
I videoen står den treårige Sass angiveligt ved siden af en sofa, mens en lille pige bliver udsat for et overgreb.
Videoen blev startskuddet til, at Sass selv downloadede filmsekvenser og overgrebsmateriale med børn.
Materialet downloadede Sass for "at finde de skyldige", siger han.
Henrik Sass Larsen har ikke fremvist dokumentation for, at nogen af videoerne med ham selv i centrum eksisterer.
Han var i mange år et fremtrædende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Han var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015, og han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.
/ritzau/