Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

17/09/2024 - 08:00

Stærkt hasselnøddeår: Så let kan du lave din egen nutella

Friske hasselnødder kan være et knasende drys på maden eller blive til smørepålæg, du kan mæske dig i.

Sebastian Kahnert/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Hvis du kun har smagt hasselnødder i den tørrede form fra supermarkederne, så venter der dig en helt særlig oplevelse inden i den friskplukkede nøddeskal.

Det lover naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm, der dækker Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland.

- De friske hasselnødder har en helt anden friskhed og saftighed, Og så er der noget enormt lækkert ved hele processen, hvor man samler og flækker dem og piller den lækre kerne ud, fortæller Marie Roland.

Nødderne modner typisk i løbet af september og kan også plukkes i oktober. Og der er god grund til at tage ud at lede netop i år, som ifølge naturvejlederen er et rigtig godt nøddeår på grund af en god, jævn fordeling af regn og varme.

De friske hasselnødder kan bruges på mange måder. Blandt andet kan de forvandles til det syndige smørepålæg nutella.

Og en opskrift, der er både lækker, let og ligetil, kan man lokke ud af Nina Fay, som er medstifter og indehaver af virksomheden Sanketure, hvor hun formidler om smag, at spise efter sæson og den vilde natur.

- Pil bladene af, og rist nødderne i ovnen på 120 grader i cirka 20 minutter. Knæk skallerne, og tag nødderne ud, mens de stadig er varme, så er det nemlig lettere.

- Mens de endnu er varme, blender man dem med chokolade og smør, fortæller Nina Fay.

Forholdet er en kop nødder til en kop chokolade og en halv kop smør. Kom en lille smule salt i.

- Ved at blende det, mens nødderne er lune, smelter chokoladen naturligt samtidig, forklarer Nina Fay.

- Det er bare lækkert. Det holder sig ikke så længe på køl, men man kan fryse det ned. Normalt plejer vi nu at spise det inden, bemærker hun med et grin.

Du behøver dog ikke have gang i komfuret for at nyde smagen af de friskplukkede nødder.

- Knæk nødderne, tag kernerne ud, og snit dem fint. Så kan de bruges som et sprødt element i salater eller til fiskeretter.

- De friske hasselnødder er ret saftige, og det er lidt usædvanligt for en nød. De bliver også brugt på mange restauranter, hvor de snitter dem helt tyndt i små skiver, fortæller Nina Fay.

Har du plukket flere hasselnødder, end du står og skal bruge lige nu, så anbefaler naturvejleder Marie Roland, at du lader skallen blive på, fordi de dermed holder sig mere friske.

- Det er jo den perfekte beskyttelse for dem. Hasselnødderne er eftertragtede blandt dyr og fugle, fordi det er små energibomber fyldt med proteiner, kostfibre, vitaminer og mineraler, fortæller Marie Roland.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek