København, 11/06/2025 - 11:00
Regering vil have digitale fuldmagter og mindske brug af tech-giganter
Ny strategi for digitalisering skal gøre det lettere for digitalt udsatte og sværere for tech-giganter.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Regeringen vil mindske afhængigheden af tech-giganter og gøre det lettere for borgere, der er afhængige af pårørende til at få hjælp med det digitale.
Det fremgår af en ny strategi for digitalisering, som præsenteres onsdag.
- Ingen må efterlades på perronen, og derfor skal vi hele tiden have borgeren i fokus, når vi udvikler digitale løsninger, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i en pressemeddelelse.
Strategien løber fra 2026 til 2029 og har fokus på en række ting, som regeringen samt kommuner og regioner er enige om.
En af de store ambitioner er, at staten og kommuner skal være meget mindre afhængige af techgiganter. På forhånd har digitaliseringsministeren annonceret, at ministeriet skal mindske brugen af Microsofts programmer.
- Vi står i en verdenssituation, hvor vi er afhængige af få store tech-mastodonter. Det bliver vi nødt til at finde en løsning på, og derfor er jeg også godt tilfreds med, at vi nu tager hul på arbejdet med at styrke vores egen digitale suverænitet, siger Caroline Stage.
Det er første gang, at digital uafhængighed er en del af strategien. Den indeholder analyser af udvalgte myndigheders teknologivalg, overblik over alternative udbydere og digitale tjenester samt øget konkurrence.
Men der er stærkt brug for en fælles EU-indsats, hvis Danmark skal lykkes med at blive uafhængig, advarer Dansk Erhverv.
- Både på grund af den geo- og sikkerhedspolitiske situation, men også af hensyn til vores innovations- og konkurrenceevne, er Danmark og Europa nødt til at kunne mere selv, siger underdirektør Nikolaj Juncher Wædegaard i en pressemeddelelse.
En anden ambition er at udvikle en løsning for en digital fuldmagt, der skal gøre det lettere for digitalt udsatte at få hjælp til deres gøremål, hvis de for eksempel har problemer med MitID.
Det er nemlig ulovligt, hvis borgere lader pårørende håndtere deres MitID. Det giver adgang til en meget stor del af borgernes personlige oplysninger, og det er meget svært at spore, hvis det bliver misbrugt.
Tirsdag kom det frem, at regeringen, kommunerne og regionerne har en ambition om øget brug af kunstig intelligens for at frigøre 30.000 årsværk. Men det er ikke en direkte del af den digitale strategi.
/ritzau/