København, 09/05/2025 - 10:19
Dansk skuespillerpar venter første barn
Skuespillerne Roberta Reichhardt og Eskil Tonnesen venter deres første barn til august.
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
Den danske skuespiller Roberta Reichhardt er gravid og venter sit første barn. Det oplyser hun til Se og Hør torsdag til premieren på Cirkusrevyen.
- Det er jo så kæmpestort og spændende. Jeg glæder mig, siger hun til mediet.
Roberta Reichhardt er kendt for blandt andet komediefilmen "Lykkelige omstændigheder", og nu befinder skuespillerinden sig altså i samme situation.
Skuespillerinden er forlovet med skuespilleren Eskil Tonnesen, som har medvirket i flere danske film og serier, heriblandt TV 2-serien "Sommerdahl".
De to forventer at kunne føje titlen som forældre til cv'et i løbet af august.
De ved endnu ikke, om det er en pige eller en dreng, de venter sig. De "venter og ser, hvad der sker", lyder det til Se og Hør.
Roberta Reichhardt fortæller dog, at parret arbejder på at blive enige om et navn.
Skuespillerparret meldte ud i august sidste år, at de var blevet forlovet, men det vides ikke, hvornår brylluppet skal afholdes.
Roberta Reichhardt fik sin debut i TV 2 Zulu-serien "Sjit Happens".
Skuespillerinden er datter af skuespiller Peter Reichhardt, der blandt andet har medvirket i tv-serien "2900 Happiness", og dramatikeren Line Knutzon.
Hun er desuden barnebarn af Poul Reichhardt, der blandt andet medvirkede i den danske serie "Huset på Christianshavn".
/ritzau/