Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 22/04/2026 - 23:23

Journalist meldes dræbt under israelsk angreb i Libanon

Ifølge ministerium blokerede israelske soldater forsøg på at redde såret journalist. Israelsk militær afviser.

Af: /ritzau/

En libanesisk journalist er onsdag blevet dræbt i et israelsk luftangreb i det sydlige Libanon.

Det meddeler det libanesiske civilforsvar onsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Yderligere en journalist er såret.

Journalist Amal Khalil og fotograf Zeinab Faraj dækkede onsdag begivenheder nær byen al-Tayri, da et køretøj foran dem blev ramt i et israelsk luftangreb.

Det fik kvinderne til at løbe ind i et nærliggende hus, som efterfølgende blev ramt i endnu et israelsk angreb, oplyser det libanesiske sundhedsministerium.

Redningsfolk rykkede herefter ud til stedet, hvor de var i stand til at nå frem til fotografen. Det siger Elsy Moufarrej, der er leder af foreningen for journalister i Libanon, ifølge Reuters.

Da redningsfolkene efterfølgende forsøgte at nå frem til Khalil, kastede det israelske militær ifølge Moufarrej og en højtstående libanesisk embedsmand en chokgranat, der blokerede indgangen til den beskadigede bygning, hvor journalisten lå fastklemt under murbrokker.

Fra det libanesiske sundhedsministerium lyder det, at det israelske militær "forhindrede gennemførelsen af den humanitære mission ved at affyre en chokgranat og skyde med skarpt mod en ambulance".

Det israelske militær afviser i en udtalelse, at det skal have forhindret redningsfolk i at nå frem til journalisten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek