København, 13/08/2025 - 11:26
Malmö-dansker: Vi betaler regning for at stikke næsen frem
Den danske midtbanespiller Anders Christiansen fortryder ikke, at Malmö FF stak snuden frem før FCK-kampene.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Anders Christiansen var ikke på banen for Malmö FF i de to kampe mod FC København, og tirsdag aften så han hele 0-5-nederlaget fra bænken.
Alligevel mødte den danske midtbanespiller op efter kampen og stillede sig op foran de svenske og danske journalister.
Her forklarede han blandt andet, hvordan det har været for Malmö FF's træner og spillere at bage op til de to nordiske brag.
- Det er jo jer medier, der sætter dagsordenen. Det er jer, der stiller spørgsmålene. Og så er det os, der svarer.
- Det er klart, at når du stikker næsen frem, så må du også betale en regning, siger Anders Christiansen ovenpå tirsdagens afklapsning.
Mens FCK har været mere afdæmpet indtil efter tirsdagens kamp, har Malmö FF sendt flere stikpiller i retning af københavnerne.
Anders Christiansen forsvarer den svenske tilgang og minder også om, at fodbold er en del af underholdningsindustrien.
- Man kan vende den om og sige, at vi også kunne være politisk korrekte. Jeg synes egentlig ikke, der har været det helt store. Det er nogle fakta, vi har forholdt os til.
- Vi kunne også bare have sagt, at vi ikke havde nogle kommentarer, og at vi ikke ville dele noget og bidrage til den showbiz, som det også er, siger Anders Christiansen.
Han er helt med på, at Malmö FF's tilgang giver nogle ekstra knubs, når det så ender med et stort nederlag.
- I den verden, vi lever i, kan folk godt lide efterfølgende at pege fingre ad hinanden og trampe på dem, der ligger ned.
- Når vi bliver mestre og kvalificerer os til Champions League, er det fantastisk. Når vi bliver kylet ud på røv og albuer og har mistet mesterskabet, så er det ikke lige så sjovt.
- Men du skal stadig møde op. Du skal stadig skyde brystet frem. Det ansvar må du også tage, mener Anders Christiansen.
/ritzau/