København, 30/10/2025 - 10:36
Britisk 90'er-funkband Jamiroquai gæster Tinderbox i 2026
Funkbandet Jamiroquai, der fik sit gennembrud i 90'erne, er blandt de navne, der spiller på Tinderbox 2026.
Af: /ritzau/
Det britiske funkband Jamiroquai gæster den fynske festival Tinderbox i 2026.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Jamiroquai, med forsangeren Jay Kay i front, blev dannet i starten af 90'erne i London og har siden hittet med numre som "Virtual Insanity" og "Cosmic Girl".
- Det er umuligt at stå stille, når Jay Kays bløde vokal og de groovy toner flyder ud af højttalerne, og der er ingen tvivl om, at hele Tusindårsskoven kommer til at synge med, når Jamiroquai fortryller og forbinder hele pladsen, skriver Tinderbox i pressemeddelelsen.
Forsanger Jay Kay er det eneste medlem af bandet, der har været med helt fra begyndelsen, hvor bandet i årenes løb har haft skiftende medlemmer.
Det er ikke første gang, at Jamiroquai lægger vejen forbi Danmark.
I 2017 spillede det britiske band til Smukfest.
Her fik bandet en blandet modtagelse af anmelderne, hvor B.T., Ekstra Bladet og Berlingske alle gav koncerten tre ud af seks stjerner.
Foruden Jamiroquai spiller også Aphaca, Rasmus Seebach og Pitbull til Tinderbox, der finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25. til 27. juni.
/ritzau/




