Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 17/09/2024 - 23:09

Rapperen Diddy skal forblive fængslet efter tiltale for menneskehandel

Sean "Diddy" Combs er blevet tiltalt for menneskehandel og afpresning. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Af: /ritzau/

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs forbliver varetægtsfængslet, efter at han mandag blev anholdt og tirsdag tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.

Det har en dommer afgjort ved et retsmøde på Manhattan tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed får rapperen, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Tiltalen om menneskehandel er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag blev fremlagt ved retsmødet i New York.

Combs har erklæret sig ikke-skyldig i alle tiltalepunkter.

Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.

Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser, skriver BBC, der har indsigt i tiltalen.

Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.

De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024.

/ritzau/

København, 19/09/2024 - 10:03

Vraget Vild med dans-stjerne er tilbage: Endelig er der et match

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Efter to sæsoners fravær er Mille Funk tilbage på gulvet i "Vild med dans". I årets udgave af dansedysten skal hun undervise kajakroer Victor Gairy Aasmul.

Mille Funk har ikke lagt skjul på, at hun har været meget ærgerlig over ikke at være med i de to foregående sæsoner af "Vild med dans".

Men nu er den professionelle danser tilbage.

- Det er megadejligt, jubler Mille Funk.

- Jeg er så glad for, at jeg fik muligheden nu, og at de synes, der er et match til mig. Jeg synes, det er så fedt.

Og matchet, der er tale om, er kajakroeren Victor Gairy Aasmul.

- Det kan jeg virkelig godt selv se, lyder det fra Mille Funk.

- Jeg kan mærke, at han synes, det er sjovt til træning, og at han sætter pris på al den tid, vi har der. Vi bruger 95 procent af tiden i "Vild med dans" på træning, så det er bare så vigtigt, at vi har det sjovt. Men jeg glæder mig selvfølgelig også til, hvad der skal ske om fredagen, for det er krymlet på det hele.

Mille Funk gik første gang på gulvet i "Vild med dans" i programmets 12. sæson tilbage i 2015 med folketingspolitiker Rasmus Jarlov fra de Konservative.

Året efter dansede hun med skuespilleren Mathias Käki Jørgensen, som hun senere blev kærester med og dannede par med frem til sidste sommer, hvor de gik fra hinanden efter seks års forhold.

Mille Funks hidtil bedste placering i programmet nåede hun i sæson 15, som strøg over skærmen i 2018, hvor hun og skuespilleren Esben Dalgaard dansede sig til en tredjeplads.

Senest dansede Mille Funk med youtuberen Rasmus Kolbe, som går under navnet Lakserytteren.

Hun var dog for en aften tilbage i "Vild med dans" i 2022 i en særudgave, da programmet samlede ind til Knæk Cancer-kampagnen, som TV 2 og Kræftens Bekæmpelse står bag.

Her fik tre almindelige danskere, der var ramt eller havde været ramt af den alvorlige sygdom, mulighed for at gå på gulvet med en professionel danser, og her var Mille Funk iblandt.

- Det var også en enorm stor oplevelse at få lov til at danse med en, der virkelig satte så meget pris på det, som han, Kasper, gjorde. Han skrev til mig så sent som i forgårs - han elskede bare den oplevelse, fortæller Mille Funk.

- Så jeg følte alligevel, jeg stadig var med i den sæson. Sidste sæson var jeg slet ikke med, og det var superærgerligt. Det er bare ærgerligt, når det er noget, man godt vil. Men jeg har bare heppet med og set det hver fredag og håbet på, at der ville komme en Victor, og de tænkte: "Det er da lige et match til Mille". Og det er der i år.

Mille Funk har ryddet kalenderen, så der er plads til programmet og til at passe sit civile job som Commercial Brand Manager hos mediekoncernen Aller Media.

- Det sociale er skruet ned, siger Mille Funk, som tidligere i september afslørede, at hun havde fået en ny kæreste i den 29-årige pædagogiske koordinator Luka Dumić.

- Sådan er det i en periode, og så kan jeg ses med mine venner og min familie bagefter - heldigvis er de søde til at kigge med, så man føler jo lidt, at selv om man ikke ser dem fysisk, følger de med, lyder det fra dansestjernen.

Årets "Vild med dans" får premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag 20. september klokken 20.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/09/2024 - 23:13

Anmeldere: Ny film er som at gense sin gymnasietid

Scanpix

Jonas Risvig har gjort det til sin mission at tale til unge. Det lykkes han i den grad med, lyder det.

- Det er som at gennemleve ens egen gymnasietid på 100 intense minutter.

Sådan lyder det fra Filmmagasinet Ekkos Kjartan Hansen i en anmeldelse af den nye ungdomsfilm "Kontra".

"Kontra" er instrueret af danske Jonas Risvig, der blandt andet også står bag DR-serien "Salsa".

"Kontra" er instruktørens debutfilm, og den iscenesætter ungdommens magtkampe på et gymnasium blandt rige og privilegerede unge mennesker i Nordsjælland.

Ekko giver filmen fem ud af seks stjerner, og magasinet roser både instruktøren og de debuterende skuespillere.

Også Feminas anmelder Louise Kidde Sauntved giver filmen fem ud af seks hjerter i dette tilfælde.

- Jonas Risvig har gjort det til sin mission at lave film og serier til unge, om unge, med unge. Og han lykkes i den grad, skriver hun.

Berlingske og Politiken er ikke helt ligeså begejstrede, men giver overordnet fine point til filmen.

Berlingskes Kristian Lindberg finder, at filmen er "flakkende i sin målsætning", men han roser den alligevel for at tale til sit publikum.

- Karakterer og miljø er i absolut øjenhøjde med deres målgruppe. Og ørenhøjde.

- Jeg kan sagtens se den blive mange 16-åriges nye yndlingsfilm, lyder det fra Kristian Lindberg, der giver filmen fire ud af seks stjerner.

Politiken er som sagt heller ikke helt oppe at ringe over handlingen i filmen. Anmelder Joakim Grundahl mener ikke, at der bliver skabt plads til "teenagerlivets utvetydighed."

- "Kontra" rammer tidsåndens flygtige kendetegn, men misser den evige pladetektonik, der får grunden til at ryste under teenagere.

- Jeg har i hvert fald svært ved at genkalde mig det, de unge skal kunne genkende, skriver Politikens anmelder, der giver filmen tre ud af seks stjerner.

Jonas Risvigs ungdomsfilm "Kontra" har premiere torsdag den 19. september.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/09/2024 - 10:00

FAKTA: Test din sæbe med tungen

* Hvis ikke sæbemassen er blendet grundigt nok, kan der være overskydende kaustisk soda (natriumhydroxid) i din færdige sæbe, hvilket kan forårsage en brændende eller stikkende fornemmelse på huden.

* Du kan teste, om der er kaustisk soda tilbage i sæben, ved at skære et lille stykke af sæben og placere det kortvarigt på tungen.

* Mærker du en stærk brændende eller stikkende fornemmelse på tungen, er det tegn på, at der stadig er rester af kaustisk soda i sæben, og så er den ikke egnet til at blive brugt på huden.

* Mærker du ingenting, bør din sæbe være klar til brug.

Kilde: Mikrosæberiet Aaparkens hjemmeside.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 19/09/2024 - 10:00

Skab skummende lykke med din helt egen hjemmelavede sæbe

Amanda Schwengel/Ritzau Scanpix

Det tager hverken lang tid eller kræver særligt udstyr at kreere hjemmelavet sæbe i dit køkken.

Med ganske få remedier fra køkkenskuffen kan du relativt hurtigt og nemt lave din helt egen sæbe. Et projekt, som både giver dig glæden ved at skabe noget, og samtidig gør gavn for miljøet.

Sådan lyder det samstemmende fra to sæbeentusiaster.

- Du ved rent faktisk, hvad det er for nogle stoffer, du putter på dig selv og i dit afløb, siger Eva Skov Andreasen, som laver sine egne sæber og deler opskrifter under navnet Mikrosæberiet Aaparken.

Niels Hvenegaard, der de seneste otte år har afholdt aftenskolekurser i såkaldt koldrørt sæbe, supplerer:

- Du skal ikke gøre det for at spare penge. For eksempel er olier vanvittigt dyre lige nu. Du skal gøre det, fordi du vil være ansvarlig for det produkt, du bruger på dig selv, og hvordan det påvirker dine omgivelser, siger han.

Og hvis du først bliver bidt af din nye hobby, kan du producere stort set alle slags sæber.

- Du kan lave sæbe til hånd-, hår-, krops-, gulv- og tøjvask. Du kan lave sæbe til alt - bortset fra opvaskemaskinen, lyder det begejstret fra Niels Hvenegaard.

Første skridt i din sæberejse er at finde en opskrift med helt nøjagtige mål for ingredienserne. Da du har at gøre med en kemisk proces, er det nemlig vigtigt, at du er præcis med de mængder, du blander sammen.

Eva Skov Andreasen foreslår, at du lægger ud med den nemmeste opskrift overhovedet.

Hendes version består af 135 gram vand, 66 gram natriumhydroxid, som kan være kaustisk soda, og 450 gram fast kokosolie. Hver ingrediens bør måles af på en vægt, så du er helt sikker på målene.

Med opskriften på plads er det tid til at iføre dig en sikker sæbeuniform. Når den kaustiske soda kommer i vand, bliver den nemlig ætsende. Derfor er det vigtigt, at du har sikkerhedsbriller, gummihandsker, lange bukser, lukkede sko og en langærmet bluse på.

- Jeg anbefaler, at man for en sikkerheds skyld hverken har små børn eller kæledyr i køkkenet, når man laver sæbe, siger Eva Skov Andreasen.

Tænd også for emhætten, da massen vil dampe op, når natriumhydroxiden tilsættes. Massen bliver meget varm, og derfor skal du være forsigtig med at røre rundt i den, til den er faldet i temperatur. Sørg for at bruge en skål, der kan tåle varme, men som ikke er af metal.

Kokosolien smeltes, mens den kaustiske soda drysses i vandet. Når begge dele er mellem 37 og 47 grader, blandes de. Hav gerne et termometer ved hånden, så du kan holde øje med temperaturen.

Når kokosolien og vandet med sodaen er rørt sammen, finder du stavblenderen frem. Blend nu massen, indtil den bliver tyk som kagecreme. Hæld den herefter i forme. En form kan være bunden af en rengjort mælkekarton eller en silikoneform til bagning.

- Man kan overveje at se en youtubevideo om, hvordan man laver sæbe for at få en idé om, hvordan sæbemassen ser ud, når den er blendet nok, lyder rådet fra Eva Skov Andreasen.

Processen fra sammenblanding til at hælde på formene bør ikke tage mere en halv times tid. Herefter sætter du formene til side, så sæben eller sæberne kan størkne. Det afhænger af den enkelte opskrift, hvor lang tid det tager.

- Med den nemmeste opskrift tager det mellem 18 og 24 timer. Med andre kan det godt tage flere døgn. De fleste sæber har dog godt af at modne i fire til seks uger, efter de er kommet ud af formene, siger Eva Skov Andreasen, som altid bliver fyldt af stolthed, når hun ser det endelige resultat.

- Det er ret fascinerende. Og så kan man jo med tiden eksperimentere med alle mulige forskellige farver. Man kan putte kaffegrums i eller te. Der er uanede muligheder, så længe det er noget hudvenligt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek