Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/01/2025 - 07:59

For første gang i ti år er færre unge kommet på førtidspension

Det samlede antal unge under 40 år på førtidspension slår fortsat rekord trods faldende tilgang, viser tal.

Af: /ritzau/

Siden 2015 er antallet af unge under 40 år, der er blevet tildelt førtidspension, steget år efter år.

Men sidste år er tilgangen af unge førtidspensionister for første gang i ti år faldet. Med 5892 nye førtidspensionister under 40 år i 2024 er antallet faldet med 380 personer.

Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Star, skriver Politiken.

I 2012 vedtog et bredt flertal i Folketinget en reform af førtidspensionsområdet, der havde stor betydning for tildeling af førtidspension til den unge gruppe.

Reformen, der trådte i kraft året efter, skulle gøre det sværere for unge mennesker under 40 år at få tildelt førtidspension.

Til trods for reformen har der dog de seneste ti år været en "trist udvikling", lyder det fra sundhedschef Nicoline Rosenlund fra Sampension i en pressemeddelelse.

- Men i 2024 dykkede tilgangen for første gang i ti år. Og det er indlysende positivt, hvis faldet afspejler, at kurven så småt begynder at knække, og at der er færre unge, som når dertil, hvor der ingen anden udvej er end en førtidspension, lyder det fra hende.

Selv om tilgangen nu er faldet, er det samlede antal unge på førtidspension dog stadig på rekordniveau.

- Selv om vi så et fald sidste år, er tilgangen til førtidspension blandt unge stadig meget høj. Og det bidrager også til, at der nu samlet set er rekordmange førtidspensionister under 40 år, siger hun.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek