Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/11/2021 - 07:14

Blume og Asgreen dyster med stærk duo om pris

Blandt andre Michael Mørkøv og Lasse Norman er blandt de sidste nominerede til prisen som Årets Sportsnavn.

Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

15 atleter eller hold dyster om at blive kåret til Årets Sportsnavn. Ti nominerede var allerede offentliggjort, og nu er listen fuldendt.

De fem nyeste nominerede er cykelrytteren Kasper Asgreen, svømmeren Pernille Blume, cykelduoen Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv, roduoen Frederic Vystavel og Joachim Sutton samt Lisa Gjessing, der repræsenterede Danmark i taekwondo ved de paralympiske lege.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark, som står bag kåringen, og vinderen afsløres ved sportsgallaen Sport 2021 i Herning 8. januar.

Kasper Asgreen markerede sig i 2021 ved at triumfere i forårsklassikeren Flandern Rundt. Ugen forinden havde han vundet E3 Saxo Bank Classic.

Lasse Norman og Michael Mørkøv var suveræne i det meste af sæson og vandt guld i parløb ved OL i Tokyo, inden de i oktober også blev verdensmestre.

Pernille Blume og roduoen Frederic Vystavel og Joachim Sutton skaffede begge bronze til Danmark ved OL, mens Lisa Gjessing leverede en guldmedalje ved PL kort efter.

- Det er svært at få armene ned over dansk elitesport anno 2021. Denne samlede liste over de ypperste danske sportspræstationer vidner i høj grad om, hvor stærkt et sportsår det har været.

- Det er ikke blot nogle få fyrtårne, der hiver medaljer og hæder hjem til Danmark, det er en bred palet af danske sportsnavne, der alle imponerer på hver deres felt. Den store alsidighed er jeg utrolig stolt over, siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark og med i dommerkomitéen for prisen.

I forvejen var mandlige fodboldlandshold, badmintonspilleren Viktor Axelsen, kajakroeren Emma Aastrand, banecykelparret Julie Leth og Amalie Dideriksen samt dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen, der vandt to gange guld ved PL, nomineret.

Det samme blev i sidste uge cykelrytteren Jonas Vingegaard, sejleren Anne-Marie Rindom, skytten Jesper Hansen, herrelandsholdet i håndbold samt banelandsholdet i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Sidste år vandt banelandsholdet i 4000 meter holdforfølgelsesløb prisen efter blandt andet at have sat tre verdensrekorder i 2020.

/ritzau/

Nyhedsarkiv