Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 14/05/2026 - 18:27

Starmer er ked af sundhedsministers exit og håber på samarbejde

I et brev til Wes Streeting skriver Storbritanniens premierminister, at regeringen må levere på sine løfter.

Af: /ritzau/

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, er "meget ked af", at landets sundhedsminister, Wes Streeting, har valgt at trække sig.

Det skriver premierministeren i et brev til Streeting.

Brevet er blevet offentliggjort på den britiske regerings hjemmeside.

Her kalder han desuden sidste uges lokalvalg, som var et stort nederlag for Labour-partiet, for "meget hårde".

Han uddyber, at alle i partiet er "ekstremt opmærksomme på, at vores modstandere er mere farlige end nogensinde".

- Det påhviler os alle at tage kampen op i det, jeg ser som en kamp om vores nations sjæl, skriver Starmer og tilføjer:

- Som en del af det må vi levere på alle de løfter, vi har givet landet, herunder vores løfte om at lægge det kaos bag os, som det britiske folk kategorisk afviste ved det seneste parlamentsvalg.

Starmer afslutter brevet med at skrive, at han ikke har nogen tvivl om, at Streeting kommer til at spille en vigtig rolle i partiet mange år fremover.

Han skriver desuden, at han håber, de to kan arbejde sammen for at vise, "at Labour ved magten kan løse de problemer, vores modstandere udnytter".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek