København, 22/05/2021 - 22:25
Gerningsmænd kan få fat i personlige oplysninger om ofre
Selv i sager med polititilhold kan gerningsmænd få adgang til private oplysninger om deres ofre.
Af: /ritzau/
Hvis et offer for en forbrydelse får erstatning i en retssag, kan den dømte efterfølgende få adgang til dybt personlig viden om offeret.
Det kan eksempelvis være notater fra psykologbehandling, oplysninger om offerets opholdssted eller om vedkommendes familie.
Det skriver Jyllands-Posten.
Gerningsmanden har ret til at få indblik i private oplysninger om den forurettede, når erstatningen bliver opkrævet.
Det er Civilstyrelsen, der står for at indkræve pengene.
Jyllands-Posten har kendskab til en konkret sag, hvor den dømte har fået udleveret 69 dokumenter, der vedrører offeret.
Sagen handler om en 13-årig pige, der ifølge byrettens dom blev udsat for voldtægt begået af hendes idrætslærer.
I landsretten blev læreren i sommeren 2020 imidlertid frikendt for voldtægt, men dømt for at have haft samleje med en mindreårig.
Manden fik polititilhold mod pigen og hendes familie.
Alligevel fik han efterfølgende udleveret navnet på pigens nye skole, adressen på hendes psykolog, notater fra hendes psykologsamtaler og oplysninger om hendes forældres arbejdsplads.
Professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet tvivler på, at der juridisk er grundlag for at udlevere så personlige oplysninger.
- Rent juridisk er det tvivlsomt, om der er hjemmel til, at en gerningsmand får dybt personlige oplysninger om ofret, siger han til Jyllands-Posten.
Men Civilstyrelsen oplyser, at den konkrete sag er håndteret efter reglerne.
- I alle dokumenter fjernes følsomme personoplysninger i det omfang, der ikke er hjemmel til at videregive dem, siger kontorchef Erich Erichsen.
Dog oplyser styrelsen, at den ikke automatisk får besked, hvis en gerningsmand har fået et tilhold. Både Dansk Folkeparti, Venstre og SF vil ændre loven, så Civilstyrelsen får besked om tilhold.
- Det virker helt grotesk. Det er et hul, der skal lukkes, siger Karina Lorentzen, der er retsordfører for SF.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil bede Civilstyrelsen om at gennemgå sine retningslinjer og procedurer på området.
- Ofre er i en særlig sårbar situation, og det er helt centralt for mig, at vores retssystem sætter ofrene og deres behov først, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/