København, 06/07/2025 - 16:23
Tauson spiller aftenkamp mod tidligere verdensetter
Clara Tauson spiller ottendedelsfinale mod Iga Swiatek på Wimbledons næststørste arena mandag aften.
Daisuke Urakami/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske tennisspiller Clara Tauson skal mandag aften forsøge at bane sig vej til kvartfinalen i Wimbledon.
Hendes ottendedelsfinale mod polske Iga Swiatek er programsat som den tredje på bane 1, der er anlæggets næststørste arena med plads til 12.345 tilskuere.
Det fremgår af mandagens program på turneringens hjemmeside.
Programmet på bane 1 indledes klokken 14 dansk tid med damesinglen mellem Ekaterina Alexandrova og Belinda Bencic.
Derefter afvikles herresinglen mellem Ben Shelton og Lorenzo Sonego.
Et godt bud på et kamptidspunkt kunne være klokken 19 for Tauson, men det kan også blive senere, hvis en af de to eller begge forudgående kampe trækker ud.
Bane 1 har mulighed for at blive overdækket med tag, så et muligt regnvejr vil ikke have den store betydning for afviklingen af kampene.
Det er første gang, at Tauson når frem til ottendedelsfinalen i Wimbledon. Før denne græssæson havde hun aldrig tidligere prøvet at vinde en kamp på det grønne underlag.
Danskeren er bare blevet bedre og bedre, som turneringen er skredet frem, og hun spillede en af karrierens bedste kampe lørdag, da hun slog 2022-mesteren og en af dette års store favoritter, Elena Rybakina, ud.
Nu gælder det så Swiatek, der har en lang fortid som verdensetter bag sig. Den femdobbelte grand slam-vinder, der nu ligger nummer fire i verden, er dog ikke kendt for at have græsset som sit bedste underlag.
/ritzau/