København, 24/06/2026 - 21:40
20-årig mand sigtes efter dødsulykke i Tilst
Manden fremstilles onsdag aften i et grundlovsforhør og sigtes for uagtsomt manddrab.
Af: /ritzau/
En 20-årig mand sigtes for uagtsomt manddrab, efter en dødelig ulykke tirsdag aften hvor en bil kørte ind i et parcelhus i Tilst.
Manden fremstilles i et grundlovsforhør onsdag aften klokken 21.30.
Det skriver Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på Politi Update.
- Østjyllands Politi har natten og hele onsdagen igennem efterforsket sagen intensivt, og sagen er fortsat under efterforskning, lyder det.
Tirsdag kort før midnat påkørte et køretøj, som politiet eftersatte, frontalt et hus på Hindøvænget i Tilst.
En 64-årig kvinde blev efter ulykken erklæret død på stedet.
/ritzau/




