Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 15/01/2026 - 20:55

Harry Styles er klar med sit fjerde album til marts

For første gang i fire år udkommer britiske Harry Styles med et album. Det består af 12 sange.

Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den britiske superstjerne Harry Styles har et nyt album på vej.

Torsdag har han afsløret på det sociale medie Instagram, at det kommende album har titlen "Kiss All The Time. Disco, Occasionally", og at det udkommer 6. marts.

Det er første gang i fire år, at sangeren udkommer med et album. Det seneste af slagsen havde titlen "Harry's House", som blandt andet bestod af hittet "As It Was".

Det nye album vil være det fjerde i rækken og bestå af 12 sange, oplyser pladeselskabet Sony Music i en pressemeddelelse.

Harry Styles begyndte karrieren som musiker i boybandet One Direction, som blev ekstremt populært verden over efter at være blevet dannet i den britiske udgave af sangkonkurrencen "X Factor".

Efter at bandet gik hver til sit i 2016, har Harry Styles fået skabt sin egen solokarriere og udgivet sange som "Sign of the Times", "Watermelon Sugar" og "Only Angel".

Ifølge det danske musikmedie Gaffa pustede briten til et rygte om, at der var nyt album på vej onsdag aften.

Her modtog flere fans et lydklip i en chat på beskedappen WhatsApp, hvor man ifølge mediet kan høre en person synge "We belong together" i en memo.

Harry Styles har desuden i de seneste dage sat plakater op i Europa og USA med teksten "We belong together" og et billede af sine fans set oppefra. De er også blevet set på flere metrostationer i København, skriver Gaffa.

Sangeren lagde vejen forbi Danmark senest i 2023, hvor han spillede to koncerter i Nordstern Arena Horsens.

Oprindeligt skulle han have spillet i Royal Arena i København 3. juli 2022. Men koncerten blev aflyst på grund af skyderiet i shoppingcentret Field's - der ligger tæt på Royal Arena - hvor tre personer blev dræbt.

Det skulle have været anden gang, at sangeren gæstede Royal Arena. Første gang var i 2018, og koncerten var desuden hans første i Danmark som soloartist.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek