Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/11/2022 - 12:50

Søren Gade er valgt som midlertidig formand for Folketinget

Et meget bredt flertal samledes hurtigt om Søren Gade som formand for Folketinget.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Søren Gade (V) er tirsdag valgt som midlertidig formand for Folketinget på det første møde efter valget 1. november.

Som Folketingets aldersformand blev det første møde i Folketingssalen ledet af Pia Kjærsgaard (DF), som kaldte Venstre-politikeren til talerstolen efter indstillingen.

- Jeg takker for valget til midlertidig formand og byder alle velkommen til arbejdet, siger Søren Gade.

Et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, De Radiale og DF står bag valget.

Søren Gade ventes valgt som permanent formand onsdag. På samme møde nedsættes en lang række af Folketingets udvalg.

På det meget korte møde tirsdag satte Søren Gade navne på medlemmerne af Udvalget til Prøvelse af Valgene, der blev nedsat - også midlertidigt.

Den midlertidige nedsættelse skyldes, at udvalget blandt andet har ansvar for at godkende hver enkelt kandidat efter folketingsvalget.

Hvis en valgt "kandidat ikke er i stand til eller ikke ønsker at modtage mandatet, undersøger Udvalget til Prøvelse af Valgene, om der er grundlag for at godkende stedfortræderen".

Det stod i weekenden klart, at Søren Gade, som i sommer forlod sin plads i Europa-Parlamentet for at stille op til Folketinget, vil få posten som formand.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at Socialdemokratiet støtter Gade, kort efter at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, lørdag præsenterede ham som partiets kandidat.

Allerede lørdag var der flertal for Søren Gade. Har kaldte han det et "kæmpe skulderklap" fra partiformanden.

- Der er nogle ting i verden og i livet, som man ikke kan sige nej til. Det her er en af dem. Hvis jeg skulle ende med at blive formand, kan jeg ikke få en større anerkendelse, sagde Søren Gade.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek