Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/07/2026 - 01:34

Trumps administration udskifter tavler om slaveri i Philadelphia

Dommerkendelse har gjort det muligt for Trumps administration at ændre i tekst til udstilling om slaveri.

Af: /ritzau/

USA's præsident Donald Trumps administration har onsdag opsat nye informationstavler om slaveri ved den tidligere præsident George Washingtons hjem i byen Philadelphia i delstaten Pennsylvania.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at en afgørelse fra en føderal appeldomstol har banet vejen for, at administrationen kan ændre fremstillingen af slaveri.

Philadelphias borgmester, Cherelle Parker, siger, at den demokratisk ledede by vil gå efter at få sagen genoptaget.

- I nattens mulm og mørke fjernede den føderale regering informationstavler ved præsidentens hus, som fortalte en grundig historie om Philadelphia, siger borgmesteren i en udtalelse.

I sidste måned omstødte en føderal appeldomstol en dommerkendelse, der havde forhindret Trump-administrationen i at ændre på udstillingen om slaveri i det historiske område Independence National Historical Park i Philadelphia.

Det er her, George Washingtons hjem ligger.

De nye informationstavler omtaler fortsat slaveriet og de mennesker, som var gjort til slaver af George Washington. Han var USA's første præsident.

Nogle af overskrifterne i teksten er dog blevet fjernet. Herunder "The Dirty Business of Slavery" ("Slaveriets beskidte forretning", red.).

Overskriften lyder i stedet "Celebrating Independence Throughout the Years" ("Fejring af uafhængighed gennem årene", red.).

Desuden er et kort over slavehandelens ruter blevet fjernet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek