Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2025 - 15:03

Regeringen giver grønlandske spiralofre 300.000 kroner i erstatning

Man kan ikke ændre på det skete, men man kan tage ansvaret på sig, siger Mette Frederiksen om spiralerstatning.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringen er klar med erstatningen til de grønlandske kvinder, der har fået opsat spiral uden at have givet samtykke.

Hver kvinde kan få en godtgørelse på 300.000 kroner.

Det fremgår af en aftale, som regeringen har indgået med et bredt udsnit af Folketingets partier.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den, så vi ikke gentager de svigt, kvinderne har oplevet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Det er vurderingen, at 4.500 kvinder kan være berettiget til godtgørelsen.

Statsminister Mette Frederiksen kalder spiralsagen for en "uret" begået mod de grønlandske kvinder.

- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os. Det gør vi nu, siger hun i en kommentar.

Ordningen ventes at træde i kraft den 1. juni 2026, mens kvinderne fra april næste år kan indsende ansøgninger om godtgørelsen til Patienterstatningen, der håndterer ordningen.

Spiralsagen har i flere år været en kontroversiel faktor i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Den drejer sig om, at flere kvinder i Grønland fik opsat spiral uden deres viden eller samtykke, da Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland.

Regeringen har med Mette Frederiksen i spidsen givet en officiel undskyldning for dette tidligere på året.

Nu er man så klar med selve ordningen og beløbet for den godtgørelse, der skal finde sted som led i undskyldningen.

Ordningen omfatter kvinder, der har været udsat for den kritiserede praksis fra 1960 til 1991, hvor Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland.

Kvinderne skal kunne sandsynliggøre deres beretning og til sidst erklære på tro og love, at de har fået opsat spiral eller anden antikonception uden deres viden eller samtykke.

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) betragter godtgørelsen som et afgørende skridt for at reparere forholdet mellem Danmark og Grønland.

- I dag er vi taget et nødvendigt kvantespring i en fornyet relation mellem Grønland og Danmark, siger hun.

- Det fortjener kvinderne, som har kæmpet en årelang kamp, og jeg er stolt af, at vi i dag står med en retfærdig erstatning, selv om det aldrig kan kompensere for alle de ar på sjælen, som det har påført kvinderne.

For at gøre ansøgningsprocessen nem for kvinderne, vil der blive igangsat en opsøgende vejledningsindsats, som skal hjælpe ofrene med at få deres godtgørelse.

Her vil indsatsen bestå af et hold med en repræsentant fra Patienterstatningen, en jurist og en tolk, der skal hjælpe kvinderne med ansøgningen.

Der tilknyttes også en terapeutisk indsats for at yde støtte til ofrene.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek