Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 04/06/2023 - 08:00

Dansk skuespiller: Jeg kommer til at levere det hårdeste

Musicalperformeren Mikkel Hoé Knudsen troede, han skulle læse noget nørdet på universitetet. Men i en tilfældig musiktime fandt han melodien.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Adskilt af Valby Idrætspark og Vestre Kirkegård ligger Åmarken Station som portalen mellem provinsen og metropolen.

Herfra gik Mikkel Hoé Knudsens verden, da han, i takt med at han blev ung og udfarende, bevægede blikket ind mod København.

- Jeg tror, at følelsen af at være en dreng, der på Michael Strunge-vis tager S-toget ind til byen, er en universel ting, uanset om man er fra New York eller Hvidovre, siger han og fortsætter:

- Selv om størrelsesforskellen er mærkbar, tror jeg, det er noget, alle kender: at man står og glor ind på København, eller om man står ved Hudsonfloden og kigger ind mod skyskraberne, og tænker: "Gad vide, hvad jeg skal lave en dag?". Det handler om drømme - og om at udleve sine drømme.

Det er også afsættet i den kommende musical "Jersey Boys", som Mikkel Hoé Knudsen har en af hovedrollerne i. Musicalen skildrer den sande historie om gruppen Frankie Valli & The Four Seasons og kvartettens kurs - og siden kollisionskurs - med og mod stjernerne.

Musicalen er opkaldt efter det område, som de fire ungersvende kom fra, inden de skrålede sig op ad hitlisterne med sange som "Sherry", "Dawn" og "Big Girls Don't Cry".

- Siden jeg lærte forestillingen at kende, har jeg altid gerne villet spille den, lyder det fra Mikkel Hoé Knudsen.

- Det er lidt en kliché, men det er faktisk rigtigt: Det er min drømmerolle.

Selv om det er en drømmerolle, Mikkel Hoé Knudsen indtager fra 4. oktober, hvor musicalen får premiere, har det ikke altid været en drøm for ham at blive skuespiller.

Det er en ambition, der kom til ham i ungdomsårene, hvor han ellers troede, han skulle en helt anden retning med sit liv.

- Jeg stod i en eller anden tilfældig musiktime i gymnasiet og blev udpeget til at synge et vers af "Yesterday", og så fandt alle ud af, at jeg kunne synge. Jeg vidste det jo godt. Men det var ikke noget, jeg råbte op om, fortæller Mikkel Hoé Knudsen.

Men den opdagelse banede vejen ind i et gymnasieband, og efter at han fik studenterhuen på, blev musikken stemmen i hans liv.

- Det var ikke en drøm, jeg troede, jeg kunne realisere. Men så prøvede jeg, og så skete det, siger Mikkel Hoé Knudsen og smiler.

- Jeg har altid været meget boglig og troede, jeg skulle læse et eller andet supernørdet på universitetet. Sådan gik det ikke.

Mikkel Hoé Knudsen blev uddannet musicalperformer på Det Danske Musicalakademi i 2017. Siden har han stået på scenen i en lang række forestillinger rundt om i landet. Han har betrådt scenen i musicals som "West Side Story", "The Phantom of the Opera" og senest i "She Loves You”.

Nu venter der den 32-årige skuespiller hans hidtil største vokale udfordring i rollen som Frankie Valli.

- Jeg føler, at jeg kan tage den sjæl og den flabethed, som på en eller anden måde er i hans vokal, fra mig selv. Den person, jeg selv er, vibrerer ret godt med det menneske, som jeg føler, Frankie Valli er, lyder det fra Mikkel Hoé Knudsen.

- Han er en forstadsdreng fra New Jersey. Jeg er selv en vestegnsdreng - uden så meget kriminalitet, selv om jeg da godt kunne sidde bag på en knallert en gang imellem - som rendte rundt og sang i det småskjulte, siger han med et grin.

Virkelighedens Frankie Valli lever stadig. Næste år fylder han 90. Selv om han er kendt for sit samarbejde med & The Four Seasons, som "Jersey Boys" centrerer sig omkring, bliver der i musicalen også et genhør med et af hans allerstørste hit som solist, "Can't Take My Eyes Off You".

- Han har en bestemt stemme. Den stemme har jeg jo ikke. Så det skal jeg smelte sammen. Jeg frygter det ikke. Men selvfølgelig er der en eller anden form for ærefrygt, en positivt ladet ærefrygt, medgiver Mikkel Hoé Knudsen og kalder det et spændende stykke arbejde.

- Jeg vil aspirere mod det. Men det kommer aldrig nogensinde til at lyde 100 procent som Frankie Valli - det skal det heller ikke. Men jeg kommer helt sikkert til at levere det hårdeste for at gøre Frankie Valli så meget mig og mig så meget til Frankie Valli som muligt.

"Jersey Boys" er en af de største internationale prisvindende musicalsucceser de seneste 20 år.

Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego fik musicalen premiere på de legendariske Broadway-brædder i New York i 2005.

Siden er musicalen kommet til West End i London, og fra 4. oktober rammer "Jersey Boys" også Danmark. Efter premieren og spilleperioden i Tivoli drager musicalen på danmarksturné og rammer Esbjerg, Randers, Aalborg, Odense, Viborg og Aarhus.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek