' /> '> DNA-spor giver intet match i eftersøgningen af tv-værts mor
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tucson, 18/02/2026 - 02:24

DNA-spor giver intet match i eftersøgningen af tv-værts mor

FBI's database har ikke givet noget match med DNA-spor fundet i handske nær Nancy Guthries hjem i USA.

Af: /ritzau/Reuters

Et af de hidtil mest lovende spor i efterforskningen af bortførelsen af Nancy Guthrie i USA har tirsdag vist sig at være en skuffelse.

DNA fra en handske, der blev fundet nær den ældre kvindes hjem i delstaten Arizona, har ikke givet noget match i FBI's nationale database over kendte lovovertrædere - den såkaldte CODIS-base.

84-årige Nancy Guthrie er mor til den kendte amerikanske tv-vært Savannah Guthrie.

Efterforskerne havde håbet, at DNA fundet på en handske nær Nancy Guthries hjem ville lede dem på sporet af en mulig gerningsmand. Handsken blev fundet cirka tre kilometer fra kvindens hjem i Tucson-området.

Handsken lignede det par, som blev båret af en bevæbnet og maskeret mand, der blev fanget på Nancy Guthries dørtelefonskamera, kort tid før at hun forsvandt.

Sheriffen i Pima County har sagt, at han mener, at manden på videoen er den hovedmistænkte, som myndighederne er på jagt efter.

Nancy Guthrie blev sidst set den 31. januar, da hun blev sat af ved sit hjem nær Tucson af sin familie efter at have spist middag med dem. Hun blev meldt savnet af sine pårørende dagen efter.

Myndighederne behandler sagen som en kidnapning med henblik på løsepenge.

Sagen har tiltrukket sig massiv offentlig interesse verden over, og medier har fulgt enhver udvikling i sagen tæt.

Mindst to påståede løsesumsbreve er dukket op, siden hun forsvandt, og begge blev først sendt til medier. Der har ikke været nogen kendt direkte kontakt mellem mistænkte og Guthries familie eller myndighederne.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek