Georgia, 05/02/2026 - 03:20
Trump udpeger favorit til tidligere Maga-profils plads i Kongressen
Efter strid med Trump meddelte Marjorie Taylor Greene sidste år, at hun ville trække sig fra Kongressen.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, ser helst, at den tidligere Trump-støtte Marjorie Taylor Greenes plads i Repræsentanternes Hus overtages af den konservative anklager Clay Fuller.
Det skriver præsidenten natten til torsdag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Han (Clay Fuller, red.) støttes på det kraftigste af de mest respekterede Maga-krigere i Georgia, skriver Trump.
Greene meddelte i november, at hun ville trække sig fra sin post efter en bitter strid med præsidenten.
Inden da havde hun været medlem af Repræsentanternes Hus i næsten fem år.
Greene var tidligere en af præsident Donald Trumps mest trofaste støtter og har været en frontfigur i Trumps politiske Maga-bevægelse.
I slutningen af sidste år kom de to dog på kant med hinanden, og den amerikanske præsident trak sin støtte til Greene.
Hvem, der overtager hendes plads, afgøres ved et lokalt valg i Georgia 10. marts.
Støtten fra den amerikanske præsident ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at øge Fullers chancer for at vinde valget.
/ritzau/




