Santa Cruz de Tenerife, 10/05/2026 - 21:55
Mandag afgår de sidste to fly med passagerer fra hantavirus-skib
Søndag begyndte evakueringen af passagerer fra et krydstogtskib, hvor der er konstateret hantavirus.
Nicolas Economou/Reuters
Af: /ritzau/
De sidste to fly, der evakuerer passagerer fra krydstogtskibet MV "Hondius" - hvor flere har fået konstateret hantavirus - vil afgå mandag eftermiddag fra Tenerife.
Det oplyser den spanske sundhedsminister søndag aften. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
MV "Hondius" ankom tidligt søndag morgen til den spanske ø Tenerife.
Efterfølgende gik sundhedspersonale om bord på skibet for at udføre et sidste tjek og begyndte at få de første passagerer af skibet.
Senere begyndte det første fly med evakuerede passagerer at forlade Tenerife.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyste fredag, at der indtil videre er bekræftet seks tilfælde af Andes-virus, som er en variant af hantavirus. Det er ud af otte mistænkte tilfælde blandt passagerer og besætningsmedlemmer.
I alt er tre døde. Men WHO betragter stadig det første dødsfald som et sandsynligt tilfælde, da der ikke er blevet lavet mikrobiologiske tests.
/ritzau/




