Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 16/01/2024 - 04:59

Kokkeserien The Bear hyldes i komediekategorier ved Emmy-uddeling

Jeremy Allen White fra "The Bear" vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i en komedie ved Emmy-uddeling.

Aude Guerrucci/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Tv-serien "The Bear", der handler om en kok, der forsøger at vende skuden for familiens sandwichbar i Chicago, vandt flere priser i komediekategorierne ved mandagens Emmy-uddeling, der hylder de bedste tv-serier og finder sted i Los Angeles i USA.

"The Bear" har vundet prisen for bedste komedieserie.

Seriens hovedrolleindehaver, Jeremy Allen White, vandt desuden prisen for bedste skuespiller i en komedie.

Hans medskuespillere Ayo Ededbiri og Ebon Moss-Bachrach har vundet for henholdsvis bedste kvindelige og mandige birolle i en komedieserie.

Priserne er givet for seriens første sæson.

"The Bear" vandt også priserne for bedste instruktion og manuskript i en komedieserie.

- Jeg er så stolt. Så fuld af taknemmelighed over at stå foran jer alle, sagde White, der spiller kokken Carmen "Carmy" Berzatto i serien.

- Jeg elsker den her serie så meget.

Prisuddelingen skulle være løbet af stablen i september, men den blev udsat på grund af de omfattende strejker blandt Hollywoods skuespillere og manuskriptforfattere.

Jennifer Coolidge, der for anden gang vandt prisen for bedste kvindelige birolle for hendes rolle i serien "The White Lotus", benyttede muligheden for at takke "alle de onde bøsser".

Med det henviste hun til de homoseksuelle karakterer i serien, der har planer om at slå hendes karakter ihjel.

Arrangørerne af prisuddelingen brugte også dette års milepæl - den 75. Emmy-uddeling - til at hylde klassiske tv-serier med genforeninger af skuespillere og andre øjeblikke.

Showets vært, Anthony Anderson, åbnede aftenen med et kor, der sang titelmelodier fra tv-serier som 70'er-serien "Good Times" og "The Facts of Life", der løb over skærmen fra 1979 til 1988.

Travis Barker, der er trommeslaget i bandet Blink-182, spillede en trommesolo over sangen "In the Air Tonight", som spilles på et afgørende tidspunkt i den succesfulde 80'er-serie "Miami Vice".

Nogle af stjernerne fra sitcommen "Cheers" samledes om en rekonstruktion af den bar, der er omdrejningspunkt i serien.

Skuespillerne Katherine Heigl og Ellen Pompeo fra hospitalsserien "Grey's Anatomy" talte til publikum fra en hospitalskulisse, der var sat op på scenen.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek