Berlin, 25/08/2025 - 12:52
Amerikaner tiltalt for at tilbyde Kina oplysninger fra base i Tyskland
Amerikansk mand arbejdede på amerikansk militærbase, da han ifølge anklagen kontaktede kinesiske myndigheder.
Uli Deck/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tysklands føderale anklagemyndighed har tiltalt en amerikansk statsborger for at tilbyde fortrolige oplysninger fra USA's militær til styret i Kina.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og dpa.
Manden er mistænkt for at have kontaktet en kinesisk efterretningstjeneste i sommeren 2024. Her arbejdede han for en underleverandør til USA's militær og var udstationeret på en amerikansk base i Tyskland.
Amerikaneren, som de tyske myndigheder omtaler som "Martin D.", har været varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i november sidste år.
Det er uvist, om han nåede at viderebringe fortrolige oplysninger til Kina, inden han blev anholdt, men ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er der indtil videre ikke noget i politiets efterforskning, der tyder på, at det skete.
Manden arbejdede for en underleverandør til USA's forsvarsministerium fra 2017 til 2023. Han var udstationeret på basen i Tyskland i hvert fald fra 2020.
Ifølge dpa's oplysninger har manden udtrykt utilfredshed med sin arbejdsgiver, men det er uvist, om utilfredsheden var årsagen til, at han - ifølge anklagen - tog kontakt til en kinesisk efterretningstjeneste.
Amerikaneren blev anholdt i november sidste år i Frankfurt.
Der har været flere sager i Tyskland de seneste år, hvor borgere er blevet anklaget for at spionere for Kina.
I tidligere sager har anklagerne - modsat i den aktuelle sag - været rettet mod tyske statsborgere.
/ritzau/