Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/05/2026 - 12:01

Politiet har skudt og såret 37-årig mand på Frederiksberg

Ved Forum på Frederiksberg var mand bevæbnet med kniv, oplyser politiet om årsag til afgivelse af skud.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En mand er søndag formiddag på Frederiksberg blevet skudt og såret af politiet, oplyser Københavns Politi.

Episoden fandt sted omkring Forum cirka kvart over ti. Politiet havde fået anmeldelse om en mand bevæbnet med kniv, og derfor rykkede en politipatrulje ud.

Manden blev ramt i benet og er kørt til behandling på hospitalet, oplyser politiet.

Forløbet vil nu blive undersøgt nærmere af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Hvad der gik forud for episoden, har politiet søndag formiddag ikke frigivet oplysninger om. Det begrundes med, at DUP efterforsker forløbet.

Den sårede er 37 år og er uden for livsfare, oplyser DUP.

Ifølge politiloven må betjente bruge deres skydevåben til at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.

Så vidt muligt skal de forinden afgive varselsskud.

Torsdag 7. maj løsnede politiet skud mod en anden 37-årig mand, der gik rundt på Sprogøvej i Thyborøn med en kniv. Også han blev ramt i benet.

Den 37-årige sigtes af politiet for at ville angribe to betjente.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek