Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2020 - 07:00

Københavns zoo åbner med ensretning og uden åbne fodringer

Zoo-ansatte, der normalt er ansat til at samle folk, skal lørdag i stedet sørge for at sprede de besøgende ud.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fra lørdag morgen bliver det igen muligt at tilbringe dagen i selskab med bambusgumlende pandaer og svømmende pingviner, når Zoologisk Have København åbner efter at have været lukket i over to måneder.

Og den zoologiske have har været så godt som klar til gæster i flere uger, da de forskellige forholdsregler for coronavirus løbende er faldet på plads.

Det fortæller havens pressechef, Jacob Munkholm Hoeck.

- Vi har sat plexiglas op, så vores ansatte er beskyttede. Vi har sat hegn op, så vi får skabt nogle sikre køer. Og vi har malet på jorden med afstandsmarkeringer, siger han.

Med andre ord har Københavns zoo "skruet op for alle forholdsregler".

Eksempelvis er der ensrettede stier, så folk ikke går klods op ad hinanden, mens der er lukket for nogle dyrehuse og bygninger.

Desuden er det normale dagsprogram nulstillet. Det vil sige, at der for eksempel ikke er planlagte fodringer af dyrene, da det kan trække for mange folk sammen på et sted.

- De folk, der normalt er ansat til at samle folk omkring sig, er nu ansat til at sprede folk lidt mere ud.

- Vi laver ikke annoncerede fodringer. De skal nok stadig få mad, men det bliver ikke programsat, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Dyrene har over længere tid vænnet sig til de færre gæster, men det bliver ikke at problem for dyrene at omstille sig til gæster igen, vurderer pressechefen.

For det er normalt, at det både går op og ned i gæstetal, og desuden har der undervejs været børnehaver på besøg, ligesom at de ansatte stadig har været omkring dyrene i det daglige.

Alt i alt vurderer Jacob Munkholm Hoeck, at gæsterne kan se frem til en noget nær normal tur i zoo, uden at restriktionerne kommer i vejen for oplevelsen.

- Jeg tror egentlig ikke, at det bliver så voldsomt meget anderledes.

- Jeg tror måske, at det tager lidt længere tid med at få folk ind, men når de først er inde, så bliver de mødt af en masse skilte, der minder dem om, at de skal holde afstand og passe på hinanden, siger han.

På en normal lørdag kommer der ifølge Jacob Munkholm Hoeck 2000-4000 besøgende fordelt over hele dagen.

Der er ifølge ham ikke udstukket restriktioner for, hvor mange der må være i zooen ad gangen, men antallet af mennesker bliver løbende vurderet baseret på "sund fornuft".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek