London, 19/02/2026 - 20:41
Medie: Eks-prins Andrew forlader politistation efter anholdelse
Andrew Mountbatten-Windsor blev anholdt torsdag morgen i en sag om muligt embedsmisbrug.
Phil Noble/Reuters
Af: /ritzau/
Den tidligere britiske prins Andrew har torsdag aften forladt den politistation, hvor han har opholdt sig, efter at han tidligere på dagen blev anholdt.
Det fortæller et vidne til nyhedsbureauet Reuters.
På et billede fra Reuters kan man se den tidligere prins med det borgerlige navn Andrew Mountbatten-Windsor på bagsædet af en bil.
Af den ledsagende tekst fremgår det, at Andrew Mountbatten-Windsor forlader en politistation i Aylsham, som ligger ved Englands østkyst.
Andrew Mountbatten-Windsor blev ifølge flere britiske medier anholdt torsdag morgen i en sag om embedsmisbrug.
Politiet i Thames Valley, som foretog anholdelsen, havde forinden omtalt anholdelsen i en udtalelse uden at nævne den tidligere prins ved navn.
Oplysningerne i udtalelsen passede dog på Andrew Mountbatten-Windsor.
- Som led i efterforskningen har vi i dag anholdt en mand i 60'erne fra Norfolk på mistanke om embedsmisbrug, og vi udfører ransagninger på adresser i Berkshire og Norfolk.
- Manden er i politiets varetægt på nuværende tidspunkt.
- Vi nævner i overensstemmelse med nationale retningslinjer ikke navnet på den anholdte mand, skrev politiet i Thames Valley torsdag formiddag.
I sidste uge oplyste politiet i Thames Valley, at det var i gang med at undersøge anklager om, at den tidligere prins skulle have videregivet fortrolige dokumenter til den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Omfanget af den tidligere prins' forbindelser til Epstein er blevet afdækket i takt med USA's justitsministeriums offentliggørelse af flere millioner dokumenter fra de såkaldte Epstein-filer.
/ritzau/




