Aarhus, 26/08/2025 - 09:16
Mistænkt i dansk narkosag har meldt sig selv i Qatar
Den 29-årige mistænkte er ankommet til Danmark og stilles tirsdag for dommer med krav om varetægtsfængsling.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I to år har politiet ventet på at få fat i en i dag 29-årig mand, som er mistænkt for en rolle i en stor sag med forgreninger til et østjysk bandemiljø, som drejer sig om både narkohandel og besiddelse af deciderede krigsvåben.
Den 29-årige mand ankom mandag til Danmark med et fly fra golfstaten Qatar, hvor han i fredags valgte at melde sig selv til myndighederne, og tirsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Den 29-årige er sigtet i den del af sagen, som drejer sig om narkohandel. Sigtelserne drejer sig om køb, modtagelse, besiddelse og forsøg på besiddelse af 18,5 kilo kokain og 55 kilo hash.
I februar skred NSK og Østjyllands Politi til anholdelse af syv personer i sagen. Seks af dem blev i november sidste år dømt i sagen.
To af dem blev dømt for grov våbenkriminalitet og fik forhøjet deres straffe, da retten vurderede, at våbnene skulle bruges som led i konflikter i bandemiljøet. De to tilhørte en bande kaldet Brabrandgruppen.
Og det var særdeles potente våben, der var tale om. Det drejede sig om en panserværnsraket, to håndgranater, tre geværgranater, et halvt kilo plastisk sprængstof, en skarpladt fuldautomatisk riffel med kikkertsigte, flere pistoler og en revolver samt tilhørende ammunition.
Straffene til de to bandefolk lød på fængsel i henholdsvis 15 og 13 år.
Sagen er ikke endeligt afgjort. Et par af de dømte har anket dommen til Vestre Landsret, som behandler sagen i begyndelsen af 2026.
Den 29-årige mand, som nu er ankommet til Danmark og er blevet anholdt, er ikke sigtet i forbindelse med våbensporet i sagen, men mistænkes altså for at have håndteret en betydelig mængde narko.
- Den sigtede har været internationalt efterlyst, siden han blev begæret varetægtsfængslet in absentia for to år siden. Det er positivt, at vi nu kan fremstille ham fysisk i grundlovsforhør og begynde en egentlig strafforfølgelse i sagen, siger specialanklager Lise Hebsgaard i pressemeddelelsen fra NSK.
En varetægtsfængsling in absentia, som hun taler om, er en afgørelse fra den dommer, som ved et retsmøde, hvor den sigtede ikke selv er til stede, er grund til at varetægtsfængsle vedkommende ud fra det foreliggende grundlag.
Sådan en kendelse skal man have for at kunne efterlyse en person internationalt, og når den pågældende så måtte blive pågrebet enten i udlandet eller herhjemme, skal der holdes et nyt retsmøde, hvor vedkommende vil få mulighed for at komme med sin forklaring, og dommeren igen skal tage stilling til varetægtsfængsling.
Retsmødet angående fængsling af den 29-årige ved Retten i Aarhus går ifølge NSK i gang tirsdag klokken 10.
/ritzau/