Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/05/2025 - 11:32

Regeringen vil give udsatte borgere et værdigt liv med misbrug

Regeringen er kommet med et udspil til en værdighedsreform, som er målrettet cirka 12.000 udsatte borgere.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Færre krav og mindre straf. Mere omsorg og bedre forhold til at tage stoffer, hvis man i forvejen har et omfattende misbrug.

Det er nogle af hovedbudskaberne i det udspil til en såkaldt værdighedsreform, som fredag er præsenteret i stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København.

Blandt tiltagene i udspillet er flere fixerum og længere åbningstider, ret til at beholde stoffer til eget forbrug "for de mest udsatte med stærk afhængighed" og lettere adgang til at kunne sløjfe gæld til det offentlige.

Tiltagene er blevet foldet ud i medierne den seneste tid, men nu er regeringen kommet med hele udspillet, som i alt indeholder 26 punkter, og som er målrettet cirka 12.000 af landets mest udsatte borgere.

Det er social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og ældreminister Mette Kierkgaard (M), som på regeringens vegne har præsenteret udspillet.

Sophie Hæstorp Andersen konstaterer på fredagens pressemøde, at "vi har ikke gjort nok for at hjælpe jer" henvendt til de udsatte borgere.

- Der er krav, som det kan være umuligt at leve op til, når man lever på gaden, siger Sophie Hæstorp Andersen.

I forhold til fixerum mener regeringen eksempelvis, at det skal være muligt for de mest udsatte stofbrugere at indtage stoffer under kontrollerede og sikre forhold.

Derfor skal fixerum - også kaldet stofindtagelsesrum - udbredes til flere byer. Fixerum opstod for 12 år siden i København, og i dag findes der fem fixerum i fire byer.

Behovet for flere fixerum er stort, mener Sophie Løhde. For mange stofmisbrugere lever et hårdt liv, som er præget af utryghed, og hvor de tager stoffer på gaden, i trappeopgange og i baggårde.

- Det er både uværdigt og fører til overdoser og dødsfald. Derfor sætter vi med værdighedsreformen penge af til, at der kan oprettes flere stofindtagelsesrum, hvor misbrugere kan tage deres medbragte stoffer i trygge og sikre rammer, siger Sophie Løhde.

Udspillet handler i det store og hele mere om at lempe regler og krav for de mest udsatte borgere og knap så meget om forebyggelse.

Men Sophie Hæstorp Andersen mener, at udspillet "ikke er et tilbageskridt i forhold til forebyggelse".

- Det er en accept af, at der er mange mennesker, der lever et kaotisk liv, og vi bliver nødt til at gøre mere for at sikre værdige liv til dem, siger Sophie Hæstorp Andersen.

I forhold til om en stofbruger hører til den straffrie gruppe fremover - altså hvor man ikke får konfiskeret sine stoffer - bliver en konkret vurdering for den politibetjent, der møder borgeren. Det bliver ikke noget problem for politiet at vurdere. Det mener ministrene.

- Det er folk, der er ved at falde fra hinanden. Du kan ikke bare klæde dig ud som hjemløs, siger Mette Kierkgaard eksempelvis.

Der er afsat 264 millioner kroner årligt til reformen, når den er fuldt indfaset.

/ritzau/

Basel, 16/05/2025 - 19:24

Danmarks Eurovision-håb sparer på stemmen inden finalesang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sissal skal have de allerbedste betingelser for at shine i Eurovision-finalen, lyder det fra DR.

Der blev råbt og skreget, da Danmark torsdag aften kvalificerede sig til Eurovision-finalen for første gang siden 2019.

Men siden har Sissal forsøgt at holde munden lukket. DR skærmer også hendes stemme frem til lørdag aftens grande finale, hvor hun skal synge "Hallucination" i jagten efter at vinde Eurovision.

- Der er ikke mulighed for at lave kæmpe ændringer. Så vi bliver ved med at sørge for, at Sissals muligheder for at synge så godt som overhovedet muligt er optimale, så alle dem, der er på scenen - også danserne - har det helt rigtige fokus, så det sidder i skabet, siger DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen.

- Det er et virkeligt kompliceret act. Tingene skal virkelig klappe, for at det virker. Så opgaven for alle os, der er omkring hende, er at skabe de allerbedste betingelser.

Ifølge Ekstra Bladet sang Sissal heller ikke igennem, da hun var på scenen i en gennemspilning af grandprixshowet fredag eftermiddag.

Sissal anser selv sin vokal som den største styrke på scenen. Men den 30-årige færøskfødte sangerinde har været forkølet, siden hun ankom til Schweiz, hvor årets grandprix finder sted.

Hun har været til lægen, som førte et kamera igennem hendes næse for at undersøge hendes stemmelæber. De har været en smule hævede, men har ikke vist tegn på inflammation.

Alligevel har Sissal ikke turdet tage nogen chancer og har taget steroider for at slå eventuel inflammation, der alligevel skulle være i kroppen, ned.

Noget, som desperate sangere gør, hævder hun.

Derudover spiser Sissal bolsjer med glycerin i, drikke te og bruge en såkaldt stemme-steamer, der blandt andet fugter slimhinderne.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Om det bliver til en fjerde sejr, kan ses på DR1 lørdag klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/05/2025 - 18:43

Tine Gøtzsche bliver realityvært

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styrer publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026. I 2024 blev Forræder-stjernen kåret til Årets Hotteste Kvinde.

Hun har styret politikere gennem debatprogrammer og forsøgt at holde kropumulige kilder på sporet på skærmen.

Nu skal TV Avisens tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styre publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026, som løber af stablen 17. januar.

Det afslører den nye realityvært i en video delt på Reality Awards' Instagram-profil.

- Det bliver en kæmpestor aften - det er jeg sikker på - og en kæmpefest, siger den 58-årige tv-stjerne og fortsætter:

- Det plejer at være virkelig, virkelig sjovt, og der plejer at være nogle meget, meget festlige mennesker, lyder det fra den erfarne nyhedsjournalist.

Tine Gøtzsche ved, hvad hun taler om. Hun har selv deltaget i prisuddelingen, hvor hun i 2024 var nomineret til flere af de seerbestemte statuetter for sin deltagelse i første sæson af "Forræder" på TV 2.

Hun blev kåret til Årets Hotteste Kvinde og modtog også prisen for Årets Bedste Bemærkning for at sige, at hun "strikker om dagen og myrder om natten".

I "Forræder" deles deltagerne op i to grupper af henholdsvis loyale og forrædere. Men også de udpegede forrædere skal foregive at være loyale, og der var der, bemærkningen faldt.

Tine Gøtzsche bliver ikke alene på scenen til Reality Awards 2026. Hun akkompagneres af en medvært, som hun endnu ikke må afsløre, hvem er.

Tine Gøtzsche sagde i 2018 sit faste job som nyhedsvært op på DR efter 22 års ansættelse for at blive selvstændig. I dag arbejder den 58-årige journalist blandt andet som moderator og ordstyrer.

Hun har dog været tilbage på DR et par gange efter opsigelsen som vært på debatformatet "Den tid på ugen" i 2024 og for DR's juleshow i 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at læse flyselskabets orienteringer

* Hvis din afgang flyves af et andet selskab end det, du egentlig har booket hos, vil du typisk blive oplyst om det på forhånd.

* Her kan flyselskabet også tage forbehold for, at ydelsen, du modtager, kan variere fra det oprindelige.

* Det kan eksempelvis være, at flyet er en ældre model, der ikke kan tilbyde internet ombord.

Kilde: Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

Mange passagerer får plads hos andre flyselskaber end de har bestilt

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Til sommer vil mange blive mødt af et fly med navnet på et selskab, de ikke selv har bestilt billet hos. Det har også betydning for, hvor man skal rette klager.

Årets sommerferie til varmere himmelstrøg er booket. Der er bestilt værelse på et lækkert hotel og købt billetter hos et velkendt flyselskab.

Men da du omsider venter ved gaten i lufthavnen, kan du se, at der står et helt andet flyselskabs navn på siden af det fly, du skal om bord på.

Det scenarie kan mange passagerer blive mødt af i år, vurderer Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

- Den største udfordring lige nu er, at man mangler fly. Og det betyder, at i den kommende sommer har rigtig mange af de store flyselskaber været nødt til at indleje kapacitet fra andre selskaber.

- Så hvis man har booket med SAS, kan man ikke være sikker på, at man kommer til at flyve med et SAS-fly. De har for eksempel det danske charterselskab Jettime til at flyve for sig. De flyver også for de finske selskab Finnair, forklarer Ole Kirchert Christensen.

Efter coronapandemien har flytrafikken haft luft under vingerne, og efterspørgslen steg meget hurtigere end forventet.

Derfor var lufthavnene og flyselskaberne ifølge luftfartskommentatoren ikke helt på plads til at imødekomme presset.

- Alle de store flyselskaber mangler kapacitet, så det finder de hos charterselskaber eller hos nogle, der har specialiseret sig i den slags, siger Ole Kirchert Christensen med henvisning til det, man kalder ACMI-udbydere - Aircraft, Crew, Maintenance, and Insurance - altså flyselskaber, der har til formål at flyve for andre.

Det er ifølge Ole Kirchert Christensen "ekstremt udbredt denne sommer", fordi der igen i år er flymangel.

- Forbrugerne bliver måske lige forvirrede, fordi det er et andet flyselskab, og det kan umiddelbart skabe en utryghed. Særligt hvis det er et selskab, de ikke kender i forvejen. Men når de store flyselskaber vælger nogle til at flyve for sig, vælger de et velrenommeret selskab, for ellers går det jo ud over deres eget brand, siger Ole Kirchert Christensen.

Hvis der skulle opstå problemer som eksempelvis aflysning eller forsinkelse, er det til gengæld lidt mindre ligetil, hvem man så skal rette sit krav til.

Det fortæller advokat Benedikte B. Lund, som er leder af lawsuit og ekspert i flypassagerers rettigheder hos virksomheden Flyhjælp.

- Den juridiske regel for, hvem der er ansvarlig over for dig i forhold til kompensationen, er det såkaldte transporterende flyselskab. Og den juridiske definition er det flyselskab, der udfører eller har til hensigt at udføre din flyvning, forklarer advokaten.

Det er altså ret teknisk og kommer an på den præcise bagvedliggende juridiske konstellation - for eksempel om det er fly og besætning, som er lejet sammen. Men det vil ofte betyde, at det er flyselskabet, du faktisk flyver med, der har ansvaret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek