Leipzig, 25/08/2026 - 10:44
Medier: Tredje drone fundet i Tyskland efter muligt angrebsforsøg i lufthavn
Tysklands kansler siger, at regeringen snart vil sige, hvem man mener, står bag angrebet i Leipzig lufthavn.
John Macdougall/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
En tredje drone med sprængstoffer er blevet fundet efter et formodet angrebsforsøg mod lufthavnen Leipzig/Halle i starten af august.
Det skriver flere tyske medier, herunder NDR, WDR og Süddeutsche Zeitung, tirsdag.
Den tredje drone skulle være blevet fundet af tyske efterforskere allerede den 14. august, hvilket er ti dage efter hændelsen.
Den tyske anklagemyndighed er ikke vendt tilbage på en anmodning om en kommentar.
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, siger dog samme dag, at regeringen snart vil kommentere på, hvem man mener, står bag angrebet.
Den 4. august blev en sprængladet drone fundet nær et ukrainsk fragtfly, som bruges til at fragte militærudstyr.
Efter fundet blev lufthavnen midlertidigt lukket ned.
Efterforskere mistænkte ligeledes, at en anden drone muligvis kolliderede med et DHL-fragtfly kort efter nedlukningen.
Lufthavnen Leipzig/Halle er et knudepunkt for fragt- og militærlogistik, der benyttes af Nato og det ukrainske flyselskab Antonov Airlines til transport af militært udstyr.
Sikkerhedskilder, der er citeret i de tyske medier, mistænker Rusland for at være involveret i hændelsen - en anklage, Rusland har afvist.
Tysk antiterrorpoliti har åbnet en efterforskning af sagen. Ifølge Tysklands statsanklager er der tilstrækkelige beviser for, at der blev forsøgt at skabe en eksplosion med dronen.
Den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, understregede efterfølgende, at landet dagligt er mål for hybrid krigsførelse.
Han fremhævede desuden en udvidelse af droneforskning i Tyskland som en del af landets reaktion på de nye trusler.
Det gælder blandt andet et nyt forskningscenter for dronesikkerhed i delstaten Sachsen-Anhalt, skrev det tyske nyhedsbureau dpa.
Centeret skal udvikle og afprøve teknologier til beskyttelse mod droner.
RITZAU/Reuters




