Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kairo, 16/01/2026 - 00:59

Højtstående Hamas-leder meldes dræbt i Gazastriben

Ti personer har mistet livet i israelske angreb, dagen efter anden fase af våbenhvile er begyndt, lyder det.

Mahmoud Issa/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Mindst ti personer meldes dræbt i Gazastriben torsdag efter israelske luftangreb.

Det fortæller lokale kilder i området, heriblandt læger.

En højtstående figur i den væbnede fløj af den militante Hamas-bevægelse meldes dræbt i angrebene. Også en ledende skikkelse i den militante gruppe Islamisk Jihad meldes dræbt.

Sundhedsmyndighederne i Gazastriben oplyser, at en 16-årig er blandt de dræbte.

Israels militær har ikke kommenteret angrebene.

Hamas anklager Israel for at bryde den våbenhvileaftale, der har været gældende siden oktober, og for at forsøge at genantænde konflikten.

De israelske angreb fandt sted, dagen efter at USA annoncerede, at anden fase af våbenhvileaftalen er trådt i kraft.

Israel og Hamas har gentagne gange beskyldt hinanden for at bryde den skrøbelige våbenhvile, der blev indgået med hjælp fra USA.

Flere end 400 palæstinensere og tre israelske soldater er meldt dræbt, siden våbenhvilen trådte i kraft sidste år.

FN's børneorganisation, Unicef, sagde tirsdag, at flere end 100 børn er blevet dræbt i Gazastriben, siden våbenhvilen blev indgået.

Israel indledte militæraktioner i Gazastriben, efter at Hamas havde angrebet Israel 7. oktober 2023. Omkring 1200 mennesker blev slået ihjel under angrebet, hvor Hamas tog en række gidsler med til Gazastriben.

Israels krig mod Hamas har ifølge sundhedsmyndighederne i Gazastriben kostet omkring 71.000 mennesker livet og efterladt store dele af Gazastriben i ruiner.

Israel har jævnet bygninger med jorden og beordret beboere til at forlade store dele af Gazastriben, hvor israelske styrker fortsat er til stede.

I den første fase af våbenhvileaftalen forpligtede Hamas sig til at frigive de tilbageværende 48 levende og døde gidsler. Indtil videre har Hamas sendt alle gidsler, bortset fra en af de afdøde, tilbage til Israel.

Til gengæld har Israel frigivet hundredvis af palæstinensiske fanger.

Med anden fase rykkes der fra våbenhvile til demilitarisering, teknokratisk ledelse og genopbygning, skrev USA's særlige udsending Steve Witkoff onsdag i et opslag på X.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek