Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Næstved, 19/05/2026 - 14:02

Brødrepar får otte års fængsel i sag om stoffer og overgrebsmateriale

Byret mener, at to brødre handlede i forening, da de besad narko med henblik på at videreoverdrage det.

Af: /ritzau/

To brødre på henholdsvis 27 og 29 år idømmes begge otte års fængsel i en sag om besiddelse af stoffer og overgrebsmateriale.

Det har Retten i Næstved afgjort tirsdag.

Brødreparret dømmes blandt andet for besiddelse af seks kilo kokain med henblik på videreoverdragelse i perioden fra omkring 25. oktober 2023 til 16. januar 2025.

Begge anker dommen til landsretten.

De dømmes også for besiddelse af en lang række stoffer, som politiet fandt ved en ransagning på brødrenes fælles adresse.

Det gælder blandt andet 824 gram kokain, 460 gram MDMA og omkring 140.000 piller.

Den 27-årige findes også skyldig i besiddelse af i alt 583 filer med overgrebsmateriale med børn.

25 af filerne er i den groveste kategori af overgrebsmateriale, hvor der eksempelvis indgår tvang eller vold.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek