Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/06/2023 - 08:00

Peter Schrøder: Der går længere tid mellem rollerne

Den 76-årige skuespiller Peter Schrøder skal spille den ældre prins Henrik i musicalen "Margrethe". Her skal han skildre mennesket bag prinsen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Den 76-årige skuespiller Peter Schrøder får debut i en musical, når han hen over sommeren skal portrættere prins Henrik i musicalen "Margrethe", der er skabt i anledningen af dronningens 50 år på den danske trone.

Da skuespilleren i første omgang fik tilbudt rollen som prinsen, kom det en smule bag på ham.

- Når man kommer i min alder, kommer rollerne ikke buldrende ind ad døren på samme måde, som da jeg var yngre. Men jeg tager stilling til hvert enkelt tilbud - og umiddelbart kunne jeg godt se mig selv stå på scenen igen, fortæller Peter Schrøder.

Men han skulle tænke sig om en ekstra gang, da han fik rollen som prinsen tilbudt.

- Da jeg lige blev præsenteret for rollen som prins Henrik, tænkte jeg: "Ups, hvordan skal jeg lige gribe det an?". For det er en figur, som alle har en mening om.

- Og jeg var bange for, at det ville blive en karikatur, fordi der før er lavet vellykkede parodier af prins Henrik, fortæller Peter Schrøder.

Derfor har han brugt ekstra lang tid på at studere prins Henrik, så han kan vise mennesket bag prinsen til publikum.

- Jeg har eksempelvis fundet nogle bestemte ting, som jeg synes, der karakteriserer ham, siger Peter Schrøder og uddyber:

- Det kan være hans syn på forskellige ting og den måde, han bevæger sig på og bruger sproget, fortæller Peter Schrøder, som har en lang skuespillerkarriere bag sig.

Han Han fik sit gennembrud tilbage i 1973 i "Niels Klims underjordiske rejse" på Gladsaxe Teater.

Siden har han været med i utallige teaterforestillinger, serier og film - eksempelvis "Gummi-Tarzan", "Busters verden" og "Den gode, den onde og den virk'li sjove", og så har han arbejdet i en årrække som teaterinstruktør på blandt andet Vendsyssel Teater.

Så selv om det er første gang, han spiller en rolle i en musical, så er det ikke første gang, han stiller sig op på en scene og synger ud til publikum. Det har han nemlig gjort mange gange før, når han har lavet musikteater.

- Jeg har det altid godt, når der er musik involveret i en forestilling, fortæller den garvede skuespiller.

I musicalen "Margrethe" følger man dronning Margrethe gennem fire faser af hendes liv: som barn, teenager, voksen og som gammel. De fire perioder bliver portrætteret af forskellige skuespillere.

På samme måde bliver prins Henrik spillet af forskellige skuespillere. Her spiller Peter Schrøder den ældste prins Henrik, og Matador-stjernen Ulla Henningsen spiller den ældste dronning Margrethe.

- Det er længe siden, jeg har stået på scenen, så det ser jeg frem til, fortæller Peter Schrøder.

Musicalen "Margrethe" har premiere den 23. juni på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København.

FAKTA: Peter Schrøders karriere

* Peter Schrøder er dansk skuespiller, filminstruktør og teaterleder.

* Han blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole i 1973 og fik sit gennembrud samme år i "Niels Klims underjordiske rejse" på Gladsaxe Teater.

* I de sidste 50 år har han medvirket i 34 film, 20 tv-serier, syv revyer og to julekalendere. Blandt andet i "Krummerne", Busters verden" og "Brødrene Mortens jul".

* Derudover har han optrådt i flere satireprogrammer - eksempelvis i "Den gode, den onde og den virk'li sjove", hvor replikken "Det er fand'me uhyggeligt du" gik igen i hvert afsnit.

* Peter Schrøder har også arbejdet fem år på Det Kongelige Teater, hvor han blandt andet spillede med i operaen "Mikadoen".

* Derudover har han været teaterdirektør på Vendsyssel Teater i ni år, og derefter var han kunstnerisk leder på teateret i tre år.

/ritzau/

Venedig, 01/09/2025 - 16:08

Mads Mikkelsen: Mit hår lugtede af kloak

Den danske superstjerne Mads Mikkelsen gik all in i rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens nye sorte komedie, "Den sidste viking".

Under vikingehjelmen gemmer der sig en ildelugtende permanent.

Det afslører Mads Mikkelsen ifølge mediet Screen Daily under et interview i forbindelse med verdenspremieren på den sorte komedie "Den sidste viking" på filmfestivalen i Venedig.

- Vi har en tendens til at gå lidt amok med mit hår i Anders Thomas' film, lyder det fra Mads Mikkelsen ifølge det britiske filmmedie.

Det er den danske superstjernes sjette samarbejde med Anders Thomas Jensen, som også instruerede ham i kultklassikeren "Blinkende lygter" samt "De grønne slagtere", "Adams æbler", "Mænd & høns" og "Retfærdighedens ryttere".

I "Den sidste viking" spiller Mads Mikkelsen rollen som Manfred, der er den eneste, som ved, hvor pengene fra et røveri begået af hans bror er gemt. Men Manfred husker intet efter at være blevet ramt af en mental udfordring.

Sammen begiver brødrene sig tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er, lyder det om handlingen.

I rollen har Mads Mikkelsen krøllet, permanentet hår, som ifølge skuespilleren "lugtede af kloak".

- Jeg syntes, det (håret, red.) gav Manfred en vis naivitet.

I komedien bliver både vold og oneliners forenet.

Men der skal så at sige være mening med galskaben, understreger Mads Mikkelsen.

- Vi ved, at Anders Thomas beskæftiger sig med de store emner om liv og død, familie og venskab. For at sige noget om dét pakker han det ind i komplet vanvid, siger Mads Mikkelsen.

- Der er hjerte i hans film. Komedie ville ikke være så sjovt, hvis det ikke var for poesien, lyder det fra den 59-årige danske superstjerne.

Ud over Mads Mikkelsen er Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Søren Malling, Lars Ranthe, Lars Brygmann og Nicolas Bro på den stjernespækkede rolleliste.

"Den sidste viking" får dansk biografpremiere 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 15:33

Skuespiller fra Harry Potter-filmene vender tilbage i ny serie

Isabel Infantes/Reuters

Warwick Davis skal igen spille rollen som professor Filius Flitwick i ny "Harry Potter"-serie.

Når den nye "Harry Potter"-serie får premiere i 2027, bliver det igen med Warwick Davis i rollen som professor Filius Flitwick.

Det skriver Warner Bros. Discovery mandag i en pressemeddelelse.

Han er foreløbigt den eneste skuespiller fra de originale "Harry Potter"-film, der også medvirker i den nye serie, som HBO står bag.

Davis medvirkede i alle otte film som professor Flitwick, der underviste Hogwarts-eleverne i besværgelser.

Derudover spillede han også nissen Griphook, der arbejdede i banken Gringotts. Davis vender dog kun tilbage som professor Flitwick, skriver mediet Variety. I stedet skal Leigh Gill spille Griphook.

HBO har i forvejen sat navne på flere af de kendte karakterer fra Harry Potter-universet - heriblandt de tre hovedroller.

Harry Potter spilles af Dominic McLaughlin, mens Hermione Granger og Ron Weasley spilles af henholdsvis Arabella Stanton og Alastair Stout.

Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting.

Tidligere er det kommet frem, at John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.

Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.

I et Instagram-opslag i midten af august delte HBO også navnene på flere medlemmer af den rødhårede Weasley-familie.

Tvillingparret Tristan Harland og Gabriel Harland spiller Fred og George Weasley, som også er tvillinger i universet. Ginny Weasley spilles af Gracie Cochrane, mens Ruari Spooner spiller Percy Weasley.

Serien er baseret på forfatter J.K. Rowlings syv bøger om troldmanden Harry Potter, hans venner og deres oplevelser på troldmandsskolen Hogwarts.

Bøgerne er blevet til otte film samt tre "Fantastic Beasts"-film, som er spinoff af universet.

Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede "Harry Potter"-bøger".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

FAKTA: Logren er ikke altid lig med glæde

* Selv om en hund logrer, når den ser en anden hund, betyder det ikke nødvendigvis, at den er venligt stemt.

* Logren er et udtryk for en opstemthed, men den kan godt være negativ. Det er et tegn på, at hunden er klar til at agere, men den ageren kan lige så vel være leg, som den kan være angreb.

* Nogle hunde logrer endda, når de har halen mellem benene. Det er en form for usikkerhedslogren.

* For at kode hundens logren skal du kigge på hele hundens udtryk. Er der tale om en blød og rolig logren eller en dirrende hale, der stikker lige op i luften? Sidstnævnte er ofte tegn på aggressivitet.

Kilde: Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsekspert samt adjunkt på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

Vi forventer for meget af hundens sociale liv

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er en udbredt misforståelse, at hunde interesserer sig for alle fremmede hunde, de møder på gåturen, siger dyrlæge og adfærdsspecialist.

Selv om du som hundeejer nyder at møde andre mennesker med deres firbenede bedste venner, når I er ude at gå tur, så er det ikke sikkert, at din hund har det på samme måde.

Mens nogle hunde elsker at snuse til bagpartier og byde op til leg, foretrækker andre hunde helt at slippe for at hilse på artsfæller.

Det fortæller Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsspecialist. Hun er også medforfatter til bogen "Din kompetente hund", der ud fra den nyeste forskning gør op med en række myter og misforståelser inden for hundeopdragelse.

- Ofte har hundeejere forfærdeligt høje forventninger til, at deres hunde skal kunne med de hunde, de møder. Hunden er et socialt dyr, men det er ikke ensbetydende med, at den har lyst til at lege med alle fremmede hunde, den møder, og det skaber problemer, hvis vi forventer det af den, siger Iben Meyer.

Hun forklarer, at de fleste hunde er okay med, at der er andre hunde i deres nærhed, men de viser ikke den store interesse for dem. Denne reserverethed indtræffer ofte, når hunden bliver kønsmoden ved et- til toårsalderen.

- De kan godt have nogle legekammerater, som de er glade for, og som de kender. Dem vil de gerne lege med som voksne, men fremmede hunde er for mange hunde i bedste fald uinteressante og værste fald noget, de reagerer aggressivt på.

Ifølge Iben Meyer løber rigtig mange voksne hunde derfor ind i et problem, når deres ejere forventer af dem, at de skal hilse på andre hunde, og det fører til dårlige oplevelser.

- Vi har brug for at få en større forståelse for, hvad hunden er for et væsen, og at den er meget mere individualiseret, end vi tror, den er, siger hun og peger på, at hver hund har sin egen unikke personlighed, og som ejer handler det om at anerkende det, hvis din hund viser sig at være den generte type.

Iben Meyer understreger, at det er en god idé at lære hunden som hvalp at omgås andre hunde. Men gør det gerne blidt og gradvist, gerne med én anden hund ad gangen eller en begrænset gruppe.

- Det er vigtigt, at hunden får positive oplevelser med andre hunde, og det sker bedst under kontrollerede forhold, hvor hvalpen ikke bliver overvældet. Det gør den nemt i en hundepark, hvor der hele tiden vælter nye hunde ind, siger hun og fortsætter:

- For nogle hundeejere kan det føles, som om man går glip af noget, hvis man har glædet sig enormt meget til at stå i en hundepark og sludre. Men så kan man forsøge at lave aftaler med nogle ejere af hunde, som hunden godt kan lide, og mødes med dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek