Randers, 25/04/2025 - 23:26
Brøndby-træner står med flad fornemmelse efter nullert
Defensiven var bedre end offensiven hos Brøndby og Randers, og så var det meget logisk, at det endte uden mål.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndby-træner Frederik Birk var irriteret over, at det ikke lykkedes at få scoret i fredagens 0-0-kamp ude mod Randers i Superligaen.
Med pointtabet mistede Brøndby et skridt i toppen af tabellen, og FC København og FC Midtjylland har mulighed for at trække fra søndag.
Birk er især ærgerlig over, at Brøndby ikke fik udbytte af en god afslutning på kampen.
- Hvis du isolerer det sidste kvarter, så synes jeg, at det er os, der er i teten. Så kan man altid diskutere, om vi får bragt nok spillere i boksen for at den chance, der skulle komme, blev stor nok.
- Den store chance, havde jeg en fornemmelse af, var lige ved at være der. Men overall står jeg her med en flad fornemmelse. Vi var tæt på, men chancen blev ikke helt stor nok, siger Birk til klubbens hjemmeside.
Brøndbys Nicolai Vallys mener, at kampen blev urytmisk for begge mandskaber.
- Det var som om, at vi hele tiden manglede den sidste aflevering og den sidste skarphed.
- Undervejs i kampen kom vi jo fremad på banen, men så mistede vi den eksempelvis i en omstilling, og så blev det bare lidt uden de store chancer til nogle af holdene, siger Vallys.
Randers-træner Rasmus Bertelsen var tilfreds med defensiven, men savnede mere kvalitet i offensiven.
- Hvis jeg skal se på det med Randers-briller, og det skal jeg jo, så spiller vi en noget nær perfekt kamp defensivt og holder dem stort set væk med få justeringer, vi laver, og en stor arbejdsindsats af vores gutter.
- Vi mangler lige den sidste kvalitet rundt om feltet, siger Bertelsen til randrusianernes hjemmeside.
/ritzau/