New York, 07/05/2026 - 01:21
Dommer frigiver Epsteins formodede afskedsbrev
Det er en fornøjelse selv at kunne vælge, hvornår man vil sige farvel, skrev Epstein angiveligt i brev i 2019.
Af: /ritzau/
Et afskedsbrev, som rigmanden Jeffrey Epstein angiveligt skrev i sin fængselscelle få uger inden sin død, er onsdag blevet frigivet af en føderal dommer i den amerikanske delstat New York.
Det skriver avisen The New York Times.
- De efterforskede mig i månedsvis - fandt intet, indledes brevet, hvorefter det tilføjes, at fængslingen skyldes anklager, der går mange år tilbage.
- Det er en fornøjelse selv at kunne vælge, hvornår man vil sige farvel.
- Hvad vil du have mig til at gøre - bryde ud i gråd!! Ikke sjovt. Ikke det værd, afsluttes brevet.
Epsteins daværende cellekammerat Nicholas Tartaglione fortalte i sidste uge til The New York Times, at han fandt brevet i juli 2019, efter at Epstein var blevet fundet bevidstløs med en stofstrimmel om halsen.
Epstein overlevede episoden. Få uger senere blev den 66-årige rigmand fundet død i fængslet på Manhattan. En retsmediciner konkluderede dengang, at det var et selvmord.
The New York Times har ikke været i stand til at bekræfte, hvorvidt brevet er skrevet af Epstein.
/ritzau/




