Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/07/2024 - 10:19

Popstjerne Mads Langer er blevet skilt

Sangeren Mads Langer er blevet skilt fra sin hustru, Julie Lillelund, bekræfter han selv i en story på Instagram. Han beder om ro og tid til at lande i det.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet, Ritzau Fokus

Den danske sangskriver og sanger Mads Langer og hans kone, Julie Lillelund, er blevet skilt.

Det oplyser han selv i en story på Instagram.

- Kære alle. Julie og jeg er blevet skilt. Jeg deler det her, da det er mit ønske, at I hører det fra mig. Når det er sagt, beder vi om ro og tid til at lande i det hele.

- Vi vil naturligvis altid være forbundet som familie og som forældre. Jeg ser tilbage på vores tid sammen med stor taknemmelighed og kærlighed, skriver Mads Langer på Instagram.

Den 40-årige stjerne og Julie Lillelund mødte hinanden gennem fælles venner og blev kærester i 2016. I 2017 friede Mads Langer til den 11 år yngre kæreste, og parret blev gift to år senere.

I 2021 blev de forældre til en lille pige.

Popstjernen har tidligere fortalt, at hans hit "Flawless" handler om det øjeblik, han blev forelsket i Julie Lillelund.

Julie Lillelund er selvstændig og tidligere model. I 2012 blev hun nummer to i Kanal 4-programmet "Danmarks næste topmodel", og i 2023 udgav hun bogen "Græd ikke over spildt mælk", der handler om amning.

Mads Langer har været professionel musiker siden 2006 og har blandt andet udgivet kæmpehits som "Elephant", "3AM" og "Overgi'r Mig Langsomt".

Sammen med en række andre kunstnere optrådte han ved DR og TV 2's show "Danmarks dronning - den største tak" i starten af året. Showet blev afholdt til ære for dronning Margrethe, som abdicerede og overlod tronen til sin søn, kong Frederik.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek