Kuwait City, 28/05/2026 - 05:20
Kuwaits hær melder om fjendtlige drone- og missilangreb
Der kan torsdag morgen høres brag fra luftforsvarssystemer og luftalarmer over Kuwait, melder landets hær.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Luftalarmer lyder tidligt torsdag morgen over Kuwait.
Det skriver det kuwaitiske nyhedsbureau Kuna ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hæren i Kuwait meddeler samtidig, at luftforsvaret er i gang med at afværge fjendtlige drone- og missilangreb.
Det fremgår ikke, hvor dronerne og missilerne kommer fra. Det fremgår heller ikke, hvor i landet luftalarmerne lyder.
Fra hæren lyder det videre, at lyde fra eksplosioner stammer fra luftforsvarssystemerne, der forsøger at opsnappe dronerne.
Meldingen om missil- og droneangreb kommer, få timer efter at USA's militær ifølge en unavngiven amerikansk embedsmand udførte nye angreb på et iransk militærområde og nedskød flere iranske droner.
Ifølge embedsmanden udgjorde dronerne og militærområdet en trussel mod amerikanske styrker og kommerciel skibsfart i Hormuzstrædet.
Det fremgår tidligt torsdag morgen ikke, om der er nogen sammenhæng mellem de amerikanske luftangreb i Iran og angrebet i Kuwait.
Iran har dog tidligere rettet angreb mod militære baser og olieanlæg i Kuwait og en række andre golflande. Det skete, efter at USA og Israel 28. februar indledte luftangreb mod Iran.
USA og Iran indgik en våbenhvile i begyndelsen af april.
/ritzau/




