Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/12/2022 - 23:11

It-rigmand Preben Damgaard er død efter kort tids sygdom

Sammen med sin storebror Erik tjente Preben Damgaard milliarder på at sælge deres virksomhed til Microsoft.

Af: /ritzau/

Erhvervsmand og it-investor Preben Damgaard er død efter kort tids sygdom.

Det skriver mediet Computerworld.

Preben Damgaard blev 59 år.

Sammen med sin storebror Erik Damgaard grundlagde han virksomheden Damgaard Data i 1983 hjemme i kælderen i Bagsværd.

I 1999 introducerede brødrene Damgaard A/S på Københavns Fondsbørs.

I 2000 fusionerede de med Navision Software og blev til Navision A/S.

Selskabet lavede økonomistyring- og ledelsessystemer til små og mellemstore virksomheder og blev en stor spiller på markedet.

Så stor, at it-giganten Microsoft fik øje på de danske it-iværksættere, som på det tidspunkt da også for længst var rykket ud af kælderen hos far og mor.

I 2002 købte Microsoft Navision for 1,6 milliarder dollar - svarende til cirka 11 milliarder kroner. Det var på det tidspunkt Microsofts største opkøb nogensinde.

De to brødre blev milliardærer med et slag.

Storebror Erik blev i de følgende år fast inventar i sladderbladenes spalter. Tv-programmerne "Erik og Anni goes to Hollywood" gav et indblik i milliardæren og hans daværende kærestes liv.

Preben Damgaard derimod har levet et mere tilbagetrukket liv.

Han har blandt andet haft sit eget investeringsselskab, Damgaard Company.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek