Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nuuk, 21/06/2026 - 17:27

Kraftig vind aflyser alle fly til og fra Nuuk

Der er ikke ledige hotelværelser i Nuuk til rejsende, som har fået aflyst deres fly, oplyser Air Greenland.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Alle flyafgange til og fra Grønlands hovedstad, Nuuk, er aflyst resten af dagen på grund af kraftig vind.

Det oplyser Air Greenland søndag på sin hjemmeside ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

- Vi arbejder nu på at lægge et nyt program for de berørte rejsende. Det kommer til at tage tid, da alle rejseplaner skal lægges om. Vi beder derfor berørte rejsende om at afvente ny information, lyder det på Air Greenlands hjemmeside.

Ifølge Sermitsiaq er der silende regn i Nuuk og vindstød på op til 21 meter i sekundet.

Tidligere på dagen forsøgte et fly at lande i lufthavnen i Nuuk, men det var ikke muligt.

I stedet er flyet på vej til lufthavnen i Keflavík i Island for at tanke op. Efterfølgende sætter det kurs mod København.

Air Greenland oplyser ligeledes, at der er udfordringer med at finde ledige hotelværelser til rejsende, som ikke kan komme med flyet fra Nuuk.

- Det betyder, at vi desværre ikke kan tilbyde overnatning til berørte rejsende, skriver Air Greenland.

Det samme gør sig gældende i byen Ilulissat. Her opfordrer Air Greenland berørte rejsende til selv at finde overnatning.

Søndag er det Grønlands nationaldag.

Det dårlige vejr har også påvirket begivenheder i forbindelse med fejringen i Nuuk.

Blandt andet skulle der være afholdt konkurrencer i grønlandsk nationaldragt og en sæljagt. Begge dele er blevet aflyst, skriver Sermitsiaq.

Andre begivenheder som kaffemik på lokalmuseet er forløbet som planlagt.

Grønlands nationaldag blev indført i 1985 af det tidligere hjemmestyre. I 2009 var det også på nationaldagen, at Grønland fik selvstyre.

I 2016 blev dagen en flagdag i Danmark.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek