Aarhus, 30/01/2026 - 09:30
Mor idømmes fem års fængsel for at lade sig træne til terror
En 28-årig kvinde er fredag fundet skyldig i at have tilsluttet sig Islamisk Stat og modtaget våbentræning.
Af: /ritzau/
En 28-årig kvinde er fredag fundet skyldig i at have ladet sig hverve af Islamisk Stat og modtage våbentræning af den militante bevægelse.
Hun idømmes i Retten i Aarhus fem års fængsel.
Kvinden med somaliske rødder rejste til Syrien i 2014, hvor hun blev gift med en kriger fra Islamisk Stat.
Manden døde under kamp, men parret nåede at få et barn sammen.
Kvinden blev evakueret fra en syrisk fangelejr i oktober 2024.
Oprindeligt var det kun sønnen, der blev tilbudt at komme til Danmark.
Han er nemlig dansk statsborger, mens kvinden administrativt har fået frataget sit danske statsborgerskab, mens hun var i Syrien.
Højesteret besluttede dog, at det ville være uforeneligt med menneskerettighederne at evakuere drengen uden sin mor.
Kvinden har nægtet sig skyldig og hævder, at hun blev tvangsgift med en kriger fra Islamisk Stat.
/ritzau/




